De danske softwarehuse SiteCore og shopServer har indgået et tæt partnerskab, der indebærer, at shopServers førende internetshop-løsning nu bliver en integreret del af SiteCores CMS-løsning. Dermed kan de to selskaber som nogle af de første i verden præsentere et fælles standardprodukt til at administrere og opbygge websites med fuldt integreret e-handelsløsning.
Med det nye produkt går de to danske virksomheder efter at tage markedsandele fra internationale giganter som blandt andre Microsoft og IBM, der er de umiddelbare konkurrenter på markedet. Alene i første år forventer shopServer at femdoble sit salg til storkunder på bekostning af blandt andre IBM og Microsoft. Både i Danmark og på verdensplan er e-handel i kraftig vækst. FDIH og IDC peger begge på, at der er stort potentiale for seriøse e-butikker med klart fokus på blandt andet standardvarer, elektroniske produkter og mærkevarer.
Tidligere har selskaber, som ønskede en e-shop, været nødt til at investere i en internetshop og derefter bygge et administrationssystem til websitet helt fra bunden for at integrere det ordentligt. Det er typisk en meget bekostelig affære, og oftest også en dårligere løsning. Det er mindre fleksibelt, fordi det er bygget til et bestemt website og ikke giver mulighed for fremtidige ændringer.
Med samarbejdet kan e-handelsløsningens forskellige elementer placeres hvor som helst på websitet uden problemer, fordi både shopServers løsning og SiteCores CMS-løsning bygger på Microsofts Net-platform.