Efter 73 år fik en skrøbelig økonomi og coronanedlukningerne ram på Dansk Annoncørforening, men nu er der lys forude.

Siden udmeldingen om foreningens endeligt ved årsskiftet er der således bag kulisserne arbejdet på at skabe en ny selvstændig brancheforening under Dansk Erhverv.

En ny løsning ventes på plads inden jul, og det sker med deltagelse af den nuværende forenings direktør og med fuld opbakning fra den nuværende bestyrelse, oplyser Dansk Annoncørforening i en pressemeddelelse.

– Uden en samlende platform for danske annoncører, vil der ikke være nogen til at repræsentere dem i offentlige, selvregulerende reklamenævn, og der vil ikke være noget kompetent talerør i forhold til lovgivere og samarbejdspartnere, siger Betina Hagerup, direktør, Dansk Erhverv, i meddelelsen og videre:

– Flere vitale opgaver vil ganske enkelt ikke blive løst til skade for de danske annoncører.

Store ambitioner

De kommende uger vil en arbejdsgruppe bestående af CMO’er fra nogle af landets største virksomheder, og med bred repræsentation af brancher, formulere et oplæg til den nye forenings formål, fokus og forretning.

Oplægget vil blive præsenteret på en stiftende generalforsamling torsdag den 3. december med henblik på at have en ny forening på plads pr. 1. januar 2021.

Om visionen for den nye forening siger Holger Wilcks, adm. direktør for Dansk Annoncørforening:

– Der skal ikke herske nogen tvivl om ambitionen. Vi ønsker sammen at skabe en væsentligt stærkere forening end den nuværende. En forening, der giver lovgivere på nationalt og EU-plan kompetent modspil og som for alvor styrker medlemmernes effektivitet og faglighed.

Dansk Erhverv repræsenterer i dag en lang række virksomheder og brancheforeninger inden for handel, videnbaseret rådgivning, tech, oplevelse, transport og service.