Når Native Advertising Days 2016 for anden gang slår dørene op, bliver det til november i Berlin. The Native Advertising Institute, som ellers holder til i København, har besluttet at flyve konferencen ud af reden.

– Vores institut har fra begyndelsen været et internationalt initiativ. Vi fik en vanvittig god start i København med 270 deltagere fra 14 lande. Men vi oplever samtidig en fantastisk interesse fra udlandet, og især det tyske marked har været “efter os”, så nu rykker vi konferencen sydpå, siger Jesper Laursen, CEO for Native Advertising Institute og Brand Movers.

Stærke keynote-speakere

Sidste år debuterede konferencen en perlerække af talere fra bl.a. Huffington Post, New York Times, TIME Inc, Politico, Twitter, LinkedIn og Google. Dette års taler-felt er stadig under udarbejdelse, men Jesper Laursen lover, at det bliver mindst lige så godt i år.

– Vi har allerede sikret os solide gengangere som New York Times, Politico og Time Inc. Og så kommer der en række af de nye spændende medier som Mashable, lige som vi er ved at hente mange stærke brands som Visa og Intel, fortsætter Jesper Laursen.

Selve Native Advertising Institute blev lanceret sidste år med ambitionen om at være verdens førende videncenter for native advertising. Udover at afholde konferencen udgiver instituttet også en blog, lige som de laver forskellige former for research, der udkommer løbende hen over året.

– I sidste uge udkom vi med den første globale undersøgelse af native advertising i magasinindustrien. Vi har lavet den i samarbejde med FIPP, som er den internationale sammenslutning af magasinudgivere, og vi præsenterede resultaterne på en konference i London for et par uger siden under stor interesse, forklarer Jesper Laursen.

Både brands og medier

Native advertising som disciplin oplever en voldsom vækst i øjeblikket, og det giver stor interesse både fra medier, brands og bureauer.

– Undersøgelser forudser, at op i mod 40 pct. af de globale marketingbudgetter vil blive brugt på native advertising og content marketing, når vi rammer 2020. Det udvikling er dramatisk. Og ud over stor interesse på vores medier, kan vi også mærke det ved, at vi bliver inviteret til at tale på konferencer over hele verden fra Mexico og Honduras over Frankrig og Slovenien til Taiwan og Singapore, slutter Jesper Laursen.

The Native Advertising DAYS konferencen løber af stablen den 31.oktober og 1.november i Berlin. Du kan læse mere og sikre dig din early bird billet her.