Dansk turisme har mistet fire millioner tyske feriehusovernatninger, siden de kronede dage i 90’erne, hvor feriehuse herhjemme lagde hus til 14,3 mio. tyske overnatninger.

Den udvikling skal naturligvis vendes, men hvad er midlet?

Svaret er den hidtil største enkeltstående markedsføringsindsats i Tyskland nogensinde, lyder det fra VisitDenmark.

Omdrejningspunktet er eventmarketing, og i centrum for satsningen er et mobilt, dansk feriehus, som nu sendes på tysk turné.

VisitDenmark er initiativtager til markedsføringsindsatsen, der gennemføres i samarbejde med bnordic.dk, EBK Huse og de fire feriehusudlejere Novasol, Sol og Strand, Feriepartner Danmark og DanCenter samt en række designvirksomheder, kulturinstitutioner, kunstnere og organisationer.

Dermed følger VisitDenmark op på sidste sommers eventmarketing-succes i London, hvor en del af havnen under OL blev til et lille stykke Danmark.

Som det var tilfældet i London, så er det tanken, at når tyskerne får mulighed for at se, røre, dufte og føle feriedanmark i bl.a. Berlin, Hamburg og Düsseldorf, så dukker billedet af Danmark op i hovedet på dem, når de skal planlægge den næste ferierejse.

Uforløst potentiale?

Ud over selve huset, så får gæsterne bl.a. også mulighed for at bygge drager, opleve den danske natur og smage på Danmark.

– Vi vil på vores turné i Tyskland vække tyskernes minder fra Danmark, så de genopdager barneglæden ved dansk feriehusferie og anspores til at give den oplevelse videre til deres børn. Derudover vil vi også tiltrække tyskere, der endnu ikke har besøgt Danmark. De skal opleve, hvordan feriehuset i dag opfylder deres feriebehov for at være sammen, lave sjove aktiviteter, være tæt på naturen og dyrke den danske hygge, siger Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for VisitDenmark i Tyskland.

Han mener, at det danske feriehus er den danske turismes kronjuvel, da de danner grundlag for over halvdelen af de udenlandske overnatninger i Danmark.

Ifølge VisitDenmarks analyser har 3,8 mio. tyske turister Danmark på radaren. Danmarks prisniveau er en af de faktorer, der trækker ned, men der er andre plusser ved Danmark, der gør, at 94 pct. af de tyske turister er gengangere.

– Vi skal udløse det store potentiale, der er hos de 3,8 mio. tyskere, der allerede har interesse for Danmark, og skabe drømmen om en ferie i Danmark. Vi ved, at får vi dem herop, så bliver de i gennemsnit 10 dage og bruger op til 5.000 kr. per person per besøg i Danmark. Vi skal konkurrere med kysterne ved den tyske Østersø og Nordsø, der i disse år har kronede dage og tiltrækker flere og flere tyske turister. De tyske kyster minder om Danmark i klima, men Tyskland rummer ikke Danmarks frihed og plads til oplevelser, som tyskerne efterspørger. Tyske gæster er den primære kilde til smør på brødet for langt de fleste virksomheder inden for kystturismen, slutter Lars Ramme Nielsen.