– Ingen skal være fuldstændig fritaget for moms, siger Colette Brix (DF) til Ingeniøren/net. Hun foreslår, at alle medier betaler samme moms, der er lavere end 25 procent.
En udjævning mellem f.eks. Berlingske Tidende og Se & Hør behøver ikke at koste staten penge, for momsen på dagblade kunne hæves og tilsvarende sænkes for de øvrige blade til et punkt mellem nul og 25 pct., hvor det går lige op set med skatteministerens øjne, mener Colette Brix.
I et spørgsmål til skatteminister Svend Erik Hovmand (V) tager hun den momsmæssige forskelsbehandling mellem dagblade og fagblade op: “Vil ministeren tage initiativ til ensartede regler for momsfritagelse i mediebranchen?”
– Myndighedernes fortolkning af reglerne om momsfritagelse for aviser er blevet en hæmsko for en sund udvikling blandt dele af den trykte presse, siger Colette Brix.
– Bl.a. Ingeniøren er som andre medier ramt af annonceafmatning, og da bladet er overvejende annoncefinansieret ligesom aviserne, er det ikke rimeligt, at de blade ikke kan fritages for moms i lighed med aviserne. For at undgå skævvridning og urimelige konkurrencevilkår er det vigtigt, at der gælder ens momsregler for alle i mediebranchen, erklærer Dansk Folkepartis erhvervsordfører i spørgsmålet til skatteministeren.
Dansk Fagpresse ønsker ikke at hæve momsen på aviser til 25 procent for at opnå lige, økonomiske konkurrencevilkår. Det ville være uhørt i et EU, hvor stort set alle de øvrige lande har encifrede fælles momssatser for trykte medier.
– Ingen steder i Europa har man fuld moms på aviser, og vi befinder os også i en international konkurrence. Man forværrer kun problemerne ved at trække aviserne op på 25 procent. Det ville være en meget kortsigtet løsning, siger Dansk Fagpresses direktør Poul Kristensen til Ingeniøren.
Han er overbevist om, at EU vil gennemtvinge en momssænkning for fagblade og magasiner.
Ugebladenes brancheorganisation – Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU) – indgav for nogle år siden har en klage til EU-kommissionen over momsforskellen. Direktør Finn Skovsgaard, DMU, fremhæver, at Danmark er det sidste land i EU med momsforskel på aviser og magasiner.
– Dagbladene indfører ugebladslignende tillæg og nærmer sig mere og mere i deres redaktionelle linie ugeblade og magasiner. Det er som om vi skal løbe hækkeløb i dykkerstøvler mod nogen i pigsko, siger Finn Skovsgaard til Ingeniøren om de ulige konkurrencevilkår.

Momsly på Ålandsøerne
Sverige sænkede den 1. januar 2002 momsen på bøger og tidsskrifter fra 25 procent til kulturmomssatsen på 6 procent, som i forvejen var momsen på dagblade, teatre og biografer.
Dagbladet Børsen oplyste i sit medietillæg 28. august, at Aller Magasiner A/S flyttet bladene “Antik & Auktion” og “Mad & Bolig” i momsly på Ålandsøerne.
Adm. dir. Kjeld Lucas, Egmont Magasiner og tillige formand for DMU, siger til Børsen, at Egmont ikke har aktuelle planer om at følge i Allers fodspor til Ålandsøerne, men han afventer det videre forløb.