I sidste udgave af Markedsføring luftede Jørn Duus sin undren over, hvordan de danske magthavere har forspildt en enestående mulighed for at brande Danmark i forbindelse med værtskabet på FN’s klimakonference i december, COP15.
Han er overbevist om, at der er larmende stilhed i udenlandsk presse om Danmark. Ligeledes tvivler han på den folkelige viden hjemme i Danmark.
Og der er noget, der tyder på, at Jørn Duus har ret.
Ifølge en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Markedsføring, så ved danskerne i store træk, at der er klimamøde i landet, og at det foregår i København. Herefter bliver billedet mere grumset, og kun 14 procent svarer eksempelvis, at de har stor eller meget stor viden om Klimatopmødet.
– Folk synes generelt, at det er en brandgod ide. 94 procent af danskerne ved, at det foregår i København. Det er godt. Det siger mig, at den del af kommunikationen er kommet godt ud over rampen til danskerne, siger Megafons administrerende direktør Asger H. Nielsen.
Til gengæld peger han på den femtedel, der ikke ved, at arrangementet finder sted i år. Kun 81 procent svarer 2009 på spørgsmålet ”Hvornår holdes det næste klimatopmøde”.
Savner information
28 procent svarer, at de har stor eller meget stor interesse for klimatopmødet, mens 42 procent svarer ”i nogen grad” og 29 procent svarer ”i mindre grad” eller ”slet ikke”.
Godt halvdelen af de adspurgte danskere, 45 procent, føler, at de har lille eller meget lille viden om mødet. Det tolker Asger H. Nielsen som et udtryk for, at ”de ikke rigtig ved, hvad der skal ske, og at de savner information”. Ergo mere kommunikation, tak.
Megafons undersøgelse er foretaget blandt 2.203 respondenter og er et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Den er foretaget på internettet.
Læs hele artiklen i Markedsføring nr. 5, der udkommer i denne uge.