Store danske virksomheder har i årevis outsourcet til lavtlønslandet Kina og derefter afsat produktion i Vesten. Men nu er Kina-strategierne ændret, og de fleste danske virksomheder går målrettet efter det enorme kinesiske marked, fordi det er hastigt voksende.
På kun fem år har mindre end et halvt hundrede store danske virksomheder øget antallet af ansatte i Kina fra 30.000 til 85.000.
Fortsætter den høje kinesiske vækst i de attraktive regioner, som de danske virksomheder satser på, vil medarbejdertallet med stor sandsynlighed runde 100.000 ved årets udgang. Det fremgår af et rundspørge blandt 41 store danske virksomheder, som Berlingske Nyhedsmagasin offentliggør i dag.
Den helt gennemgående fællesnævner i virksomhedernes svar er, at mens de kinesiske aktiviteter i starten var outsourcing af produktion og samling af komponenter, som derefter blev afsat i Vesten, så er fokus i dag for ni ud af ti af virksomhederne rettet mod at producere til og sælge på det kinesiske marked.
Berlingske Nyhedsmagasin.