Et ”tryllepulver” der kan forvandle slik og medicin til tyggegummi har givet Birkerød-virksomheden Alsiano blod på tanden.
I bedste stortryllende Harry Potter-stil kan pulveret lave slik – eller medicin – om til tyggegummi.
– Det giver nogle ret interessante muligheder for både konfekture- og pharma-industrien, siger Tage Vedsted Kusk, der er business development manager hos Alsiano.
Han er manden, der igennem en årrække dagligt har stået ved den særlige dragee-kedel i kælderen og tålmodigt eksperimenteret med at proppe alle tænkelige blandingskombinationer af tyggegummipulveret, sirup og forskellige slikmærker ind i den.
Indtil den dag for seks måneder siden, hvor den helt rigtige blanding var der – og det nye produkt Chewycoat var en realitet.
Målsætningen er nu at nå ud til konfektureproducenter og trænge ind på pharma-markedet i løbet af de næste to år, og på sigt at snuppe to procent af det globale tyggegummimarked.
Men reklame-kampagnerne må vente et års tid endnu, for vi taler b2b, og her spiller eksempelvis messer og levering af prototyper en meget stor rolle.
– Vi har her i foråret været ude og præsentere Chewycoat ved to store messer. I februar for konfekture-segmentet i Køln og for nylig for helsevare-segmentet i Genève. Vi vidste, at vi stod med noget unikt, så vi bad kunderne om at gå tilbage til deres egne, respektive marketingafdelinger og gentænke deres approach til markedet – tænke i muligheder for at redesigne deres eget brand, forklarer Tage Vedsted Kusk.
Mennesker
Og som Alsianos marketingkoordinator, Dorthe Andersson, fremhæver, så skal også b2b-markedsføring kunne tænke i mennesker og forbrugere.
– Vi skal hele tiden huske, at vi taler til mennesker. Ikke til bygninger eller brands. Og det kan være en langsommelig og vanskelig proces, for det ene øjeblik er det teknikeren eller sælgeren, du har kontakt til, det næste er det direktøren. Vores budskaber skal tilpasses, så netop den person, vi taler med, tænder på ideen eller produktet så meget, at de går videre i deres egen organisation – til deres egen marketingafdeling – og sælger det ind. Så vi skal reelt også kunne tænke i forbruger-kommunikation i vores tilgang, siger Dorthe Andersson.
Hun nævner i den forbindelse den nye
hjemmeside, som webbureauet Dwarf har udviklet.
– Hvis du ser på illustrationen med to piger, der blæser tyggegummibobler, er det ikke en typisk b2b-tilgang, og tekstindholdet er heller ikke noget med teknik og partikler. Det er koncept-ideerne og mulighederne, vi skal sælge ind, siger hun.