100.000 nye registrerede brugere på 14 dage er resultatet af en nyligt indgået samarbejdsaftale mellem Chile og danske Mingoville.
Nærmere bestemt er der tale om en 3-årig sponsoraftale, som giver den chilenske befolkning fri adgang til Mingoville, der integrerer spil og engelskundervisning i et interaktivt univers samt en virtuel verden.
– Det er en lidt anderledes sponsoraftale, end hvad man normalt forstår ved et sponsorat. Sponsorerne bliver ikke en del af mediet til at starte med. De har pt. købt rettighederne til i 3 år at udbrede vores medie til alle chilenske børn, siger Stephan Stephensen, entreprenør og ejer af Mingoville.
Han fortsætter:
– Sponsoratet giver fri adgang til Mingoville for alle chilenere samt mulighed for blandt andet at benytte vores logo, navn, og flamingokarakterer i PR- og markedsføringsøjemed. Det er en unik måde at komme i kontakt med børn og forældre på.
Indtil videre har Chile kun købt fri adgang til den interaktive del af Mingoville, men der forhandles i øjeblikket også om fri adgang til den virtuelle verden.
Stor kampagne
Mingoville skal først og fremmest være undervisningsplatform for alle chilenske børn og unge, men i en massiv national PR-kampagne opfordres også såvel forældre som bedsteforældre til at tilmelde sig og støtte deres børn i at lære engelsk.
– Kampagnen har allerede haft en stor effekt. Vi får i øjeblikket omkring 5.000 nye brugere hver dag. På 14 dage har vi fået 100.000 tilmeldinger, siger Stephan Stephensen.
– Chile er et fantastisk eksempel på, hvordan man udnytter et sponsorat fuldt ud. Sponsoratet er 100 procent integreret i al PR og markedsføring. Der er endda sat workshops op for lærerne, hvor de bliver undervist i, hvordan de bruger Mingoville i deres undervisning.
Kampagnen ”Chile habla inglés” (Chile taler engelsk, red.) er udviklet og sponseret af den private organisation Fundación País Digital, Chiles største bredbånds- og tv-selskab, VTR, samt det chilenske Undervisningsministerium.
I den virtuelle del af Mingoville får børnene deres egen flamingo og kan bevæge sig rundt i Mingoville, spille flere læringsspil, optjene mønter og fjer, købe ting, samt chatte på engelsk med deres venner.
Universet er udviklet i 2005 sammen med danske skolelærere for at opfylde de krav, der ligger til dansk engelsk undervisning. I alt har Mingoville 1.000.000 registrerede brugere på verdensplan, hvoraf omkring 80.000 er danske.