Den belgiske kloster-øl Grimbergen er forholdsvis ny på det danske marked, men i tråd med Carlsberg-gruppens strategi om øget fokus på special-øl, får den nu et gevaldigt boost med marketing-kanonerne.
Det sker i form af en ny kampagne, der netop er gået i luften i biograferne, og som også fra starten af maj kommer til at rulle på tv og en række andre platforme.
Og brand manager fra Carlsberg, Christine Danielsen, forventer sig meget af brandet:
– Grimbergen sælger allerede over forventning og skaber merværdi til ølkategorien. Når folk smager den én gang, vender de tilbage. Det er en virkelig god øl – og nu glæder vi os til at fortælle den legendariske historie om klosteret, munkene og den kvalitet, som Grimbergen står for. Det er første gange nogensinde, at vi i Carlsberg går på tv og i biografen med en udenlandsk special-øl, siger hun.
Klostret i Grimbergen blev grundlagt helt tilbage 1128, og i gennem generationer har Grimbergens munke forfinet smagen af den kloster-øl, som i sin nuværende form blev lanceret i 1958.
Og historien, Christine Danielsen refererer til, handler om, at klosteret er brændt ned flere gange igennem årene, men hver gang er det som en Fugl Fønix genopstået, fordi munkene har genopbygget det – derfor præger Fugl Fønix også øllets logo.
Gorm Larsen & Zornig, der i Carlsberg-regi også sidder med premium-brandet Jacobsen, er det kreative bureau bag kampagnen, og herfra siger kreativ direktør Morten Gad:
– Det har været fedt at arbejde med en kunde som Carlsberg, der tør bryde rammerne for en ølreklame. Når vi taler special-øl er vi vant til at have fokus på produkt og forbrugssituation. Men her havde vi en helt legendarisk historie og nogle unikke brand assets som ild og Fugl Fønix, der jo bare skreg på at blive fortalt. Jeg er sikker på, at forbrugerne nok selv skal regne ud, hvordan og hvornår de skal nyde en Grimbergen.
Kampagnematerialet er skabt i samarbejde med Carlsberg Group, fordi bryggeriet også ønsker det versioneret til globale markeder.
Ghost VFX står bag produktionen og de spektakulære ildscener i reklamefilmen, der kan ses i sin fulde version i biografen nu og på TV fra 4. maj.
Du kan se filmen her.