Alle, der har bare en perifer interesse for reklamebranchen, vil vide, at en australsk reklamekampagne for Melbournes metro – ”Dumb Ways To Die” – løb med nærmest alt, hvad der var værd at løbe med af priser ved VM i reklame i Cannes sidste sommer.
Og det er da også netop den kampagne og bureauet bag, McCann Melbourne, der topper stort set alle ”The Big Won”-listerne for 2013 – og som dermed placerer sig som den suverænt mest prisbelønnede i det forgangne år.
Men selv om det primært er navne som New York, Sao Paolo, London, Seoul og Sydney, der dominerer opgørelserne i årets Big Won, så er der også enkelte danske islæt.
Først og fremmest lægges mærke til UncleGreys kampagne ”The Liberation” for mode-brandet ONLY. Kampagnen vandt guld i Cannes i 2012, men også i 2013 har prisregnen over kampagnen næsten krævet en paraply – og derfor lander den på en 46. plads på listen over de 50 mest prisbelønnede digitale kampagner i 2013.
Også på listen over de 50 mest prisbelønnede tv- og videokampagner er der dansk deltagelse i form af den ellers franske film ”The Lover” for ”velgørenheds-pornositet” Come4.
Filmen vandt guld i Cannes i sommer og Eurobest Grand Prix i december, og selv om den formelt set er fransk, så er det faktisk et dansk team fra produktionsselskabet Bacon, bestående af instruktøren Jeppe Rønde, fotograf Sebastian Blenkov og producer Malene Dyhring, der kan gøre krav på en stor del af æren.
Også fine bureau-placeringer
På 2013-listen over verdens mest prisvindende bureauer kan Danmark ikke være med i den absolutte top – heller ikke i Top 100 – men seks danske bureauer er faktisk med i Top 500. Og det er vel ikke så ringe endda, når listen rummer i alt 1.317 bureauer fra hele verden.
Øverst oppe på listen ligger ikke overraskende McCann Melbourne, men ind på en plads som nummer 172 – kommer Robert/Boisen & Like-minded, som på prisfronten gennem det seneste par år især har gjort sig fornemt bemærket – både herhjemme og i udlandet – med ”The Generous Concept” for Anthon Berg og ”The Solar Charging Dummies” for Spies.
Herefter følger UncleGrey (215), Hello Monday (350), Halbye KaagJWT (433), DDB (466) og TBWA (496).
Over 8.000 priser
Manden bag ”The Big Won” hedder Patrick Collister. Tidligere i år blev han hyret som ny Head of Design hos Google, så han har givetvis ikke mindst denne gang haft ”folk” til at styre sit ”Big Won”-projekt.
I år rummer opgørelserne ikke færre end 8.004 priser – nationale som internationale – for 4.780 individuelle arbejder givet til 1.317 bureauer verden over. Vanen tro kommer Collister og hans editors også med en stribe kommentarer til resultatet, ligesom de trækker et par linjer op omkring årets tendenser. Fx at Asien og Stillehavsregionen stille og roligt er i gang med at æde sig ind på den hidtidige europæiske og amerikanske dominans. Du kan læse de samlede kommentarer her.
De 10 mest vindende kampagner i verden i 2013
(Kampagne, bureau, annoncør)
1. Dumb Ways to Die, McCann Melbourne, Metro Trains
2. Driving Dogs, DraftFCB Auckland, MINI/SPCA
3. My Blood is Red&Black, Leo Burnett Sao Paulo, Hemoba
4. Real Beauty Sketches, Ogilvy Brazil, Unilever/Dove
5. Bridge of Life, Cheil Seoul, Samsung
6. Small World Machines, Leo Burnett Sydney, Coca-Cola
7. Nike+ Fuelband, R/GA New York, Nike
8. The Beauty Inside, Pereira O’Dell, Intel/Toshiba
9. Days of Hope, Saatchi Germany, Diakonie
10. Clouds over Cuba, The Martin Agency, JFK Library
Se flere tal og lister fra ”The Big Won” her.
Og se en af de – måske lidt mere ukendte – kampagner fra Top 10 her.