Ny afgørelse i Forbrugerklagenævnet kan få afgørende betydning for Apple og for tusindvis af Mac-brugere på verdensplan.
Den danske Forbrugerstyrelse har i forbindelse med en konkret klagesag skaffet dokumentation for en skjult oprindelig konstruktionsfejl i iBook G4 fra Apple. Det kan få store konsekvenser for computerproducenten, der hidtil har nægtet eksistensen af sådan en fejl over for tusindvis af brugere verden over, der har forsøgt at få Apple til at tage computerne retur.
Strømmen ryger i computeren efter lidt over et år, så skærmen går i sort, men Apple har ifølge Forbrugerstyrelsen afvist alle klager med henvisning til, at der ikke er tale om en konstruktionsfejl, og at garantien på de 12 måneder i øvrigt er udløbet.
Forbrugerklagenævnet har nu afgjort, at forbrugerne skal kunne få deres penge tilbage. Apple Computer International har allerede indgået forlig i en række sager på baggrund af undersøgelsesrapporten i Danmark.
/ritzau/