I efteråret besøgte rundt regnet 1,5 millioner danskere og turister klimaudstillingen ”100 Steder at huske før de forsvinder” på Kongens Nytorv.
Udstillingen, der viser 100 unikke steder i verden, som er i farezonen for at forsvinde eller blive voldsomt påvirket af klimaforandringerne, har været udslagsgivende for salget af bogen af samme navn, som nu er godt på vej til at erobre det store udland.
I Tyskland har bogen på blot en uge solgt i 4.500 eksemplarer, hvilket fik den til at toppe amazon.de som ”Number 1 Illustrated Book in Germany”, ligesom bogen sælger godt i Ungarn og Polen.
Men også på det amerikanske marked er bogen godt på vej, og netop i dag bringer det anerkendte amerikanske nyhedsmagasin Newsweek et 25 sider stort særtryk af et udvalg af billederne fra bogen.
Newsweeks særtryk går ud til 250.000 abonnenter på det amerikanske marked.
– Det er fantastisk, at bogen nu ligger nr. 1 i Tyskland, og at Newsweek har valgt at bringe et særtryk med billeder fra projektet. Det siger noget om, at ligegyldig, hvor man er på jorden, handler det om at sætte billeder på det smukke for at kunne fortælle det ubegribelige og gøre klimaproblematikken konkret, siger Gaute Høgh, bestyrelsesformand fra Co+Life, der står bag projektet.
Co+Life er del at Co+ gruppen, som også reklamebureauet Co+Høgh er del af.
Et totalt koncept
”100 Steder at huske før de forsvinder” er skabt af Co+Life, som et totalt koncept med bog, udstilling, plakater, postkort, kalender og tv-spots.
De 100 tv-spots af 60 sekunders varighed er solgt til ni lande, heriblandt USA, hvor Discoverys Green Channel bringer dem.
Sidste år blev udstillingen vist i Århus og København, og netop her fik mange udlændinge øjnene op for det danske bogprojekt.
Gaute Høgh, der er ansvarlig for markedsføringen af bogen og udstillingen i udlandet, mener, at den store interesse for projektet skyldes, at bogen er mere end blot en bog.
– Bogen er ikke blot en bog med flotte billeder. Det er et statement om klimaet og vores skrøbelige klode, der taler et sprog og rummer et budskab, som alle forstår – uanset hvor på kloden, man er. Bogens billeder og fortællinger formår at formidle budskabet om vigtigheden af at gøre en indsats for klimaet på en måde, der taler til folks hjerter, siger Gaute Høgh fra Co+Life, der har fået henvendelser om bogen og udstillingen fra så forskellige lande som Ungarn, Indien og Brasilien.
Bogen bliver desuden snart udgivet i Taiwan, Macau og Hong Kong samt muligvis Portugal, Spanien, Brasilien og Benelux.