Brug din kreativitet og bliv gladere på jobbet.
Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af Adobe i Norden. Ifølge undersøgelsen mener i underkanten af hver anden dansker, at de vil blive gladere for deres arbejde, hvis de får bedre muligheder for at udnytte deres kreative evner på arbejdspladsen.
Samtidig mener 29 pct. af danskerne, at de ikke udnytter deres kreative evner tilstrækkeligt på arbejdspladsen. Tilsvarende er andelen i Norge 24 pct. samt i Sverige 16 pct. og Finland 17 pct.
Forspilder kreativt potentiale
Hos KreaNord som hører under Nordisk Ministerråd og som skal fremme kulturelle og kreative erhverv i Norden, mener man, at nordiske arbejdspladser har et uudnyttet kreativt potentiale.
– Danmark og de øvrige nordiske lande er nødt til at udnytte deres kreative potentiale, hvis vi skal fremme innovation, konkurrenceevne og opnå fremtidig vækst. Den nye undersøgelse viser, at der er et uudnyttet kreativt potentiale på de nordiske arbejdspladser, og hvis virksomhederne er i stand til at fremme medarbejdernes kreativitet, vil vi stå bedre rustet i den globale konkurrence, som hele regionen står over for i dag, siger Therese Johansen, projektleder for KreaNord
Det er specielt blandt de yngre (18-34 år) på arbejdsmarkedet hvor 50 pct. svarer, at de ville blive gladere for at arbejde, hvis de kunne udnytte deres kreativitet. Blandt folk over 55 år, er 40 pct. enige i det, mens 41 pct. er uenige. Altså bliver folk tilsyneladende mere delt, når de når op i årene.
– Det er tankevækkende, at hver anden dansker mener, at deres arbejdsglæde vil være større, hvis de var mere kreative på arbejdet. En høj arbejdsglæde er vigtig for både medarbejder og arbejdsplads, og ofte kræver det ikke de helt store ressourcer fra arbejdspladsen for at slippe kreativiteten løs, siger Stefan Dahlgren, nordisk direktør for Adobe.
Svenskerne slår (igen) danskerne
Næsten hver anden svensker mener, at de udnytter deres kreative evner i enten høj eller meget høj grad på arbejdspladsen. Til sammenligning er det i Danmark kun hver tredje. I Danmark og Norge mener henholdsvis 30 og 29 pct., at anerkendelse af kreative medarbejdere kan øge kreativiteten på arbejdspladsen. Opbakningen er dog endnu vigtigere på den anden side af Øresund, hvor hele 41 pct. mener, at det kan øge kreativiteten.
Når man ser på sammenhængen mellem muligheden for hjemmearbejde og kreativitet, er der store forskelle blandt Nordens hovedstæder. Mens kun ni pct. af københavnerne mener, at bedre muligheder for hjemmearbejde stimulerer kreativiteten, mener derimod hver femt stockholmer, at det gør. Tilsvarende for for folk i Oslo og Helsinki udgør andelen henholdsvis 12 og 14 pct.
Adobes undersøgelse viser også, at kun tre pct. af danskerne mener, at fri adgang til sociale medier, som eksempelvis Facebook, forøger kreativiteten. Den samme tendens gør sig ligeledes gældende i de øvrige nordiske lande, hvor andelen udgør 3, 4 og 5 pct. for Norge, Finland og Sverige.
– Undersøgelsen understreger, at de fleste benytter sociale medier som Facebook i privat snarere end i professionelt øjemed. Der er dog folk, der bruger sociale medier målrettet i deres arbejde, eksempelvis journalisters crowdsourcing via Twitter eller kreatives ideudveksling via Behance. Så det er ikke de sociale mediers opbygning, men snarere konteksten, der afgør deres indvirkning på kreativiteten, konstaterer Stefan Dahlgren.
Undersøgelsen er udført af YouGov i maj 2013, og den er baseret på 4.063 personer i alderen 18-73 år. Heraf 1.017 i Danmark, 1.016 i Sverige, 1.015 i Finland og 1.015 i Norge.