Kan man virkelig forestille sig, at Danmark ikke vinder en eneste løve ved Cannes Lions? Det er desværre det skrækkelige scenarie, der ved at udspille sig i den franske kystby i disse dage – hvis vi ser bort fra de unge danskere, der kører med klatten i Young Lions-kategorierne.
Da Zupa, som eneste mulighed, blev forbigået i Cyber-kategorien, står de danske bureauer med en samlet løvehøst på nul og niks efter ni kategorier, da heller ikke designkategorien kastede hverken priser eller nomineringer Danmarks vej.
Nu er der kun Film, Film Craft, Titanium & Integrated og den filantropiske Grand Prix for Good tilbage, og realistisk set er det kun de to filmkategorier, der giver mulighed for at få nedlagt en løvestatuette.
Svensk dominans
Sverige er derimod nu et land, vi skal holde op med ”normalt at sammenligne os med”. Broderfolket i øst spiller nemlig i fem til seks ligaer over os, når det gælder digital markedsføring.
I alt tog svenskerne 22 ud af de 103 cyberløver – altså mere end en femtedel (!), og heraf var der én Grand Prix og fem guldløver til de blågule.
Grand Prix’en gik til DDB Stockholm og Volkswagens
”Fun Theory”.