Trods corona-smitteudbrud i dele af landet holder Dansk Markedsføring fast i de planlagte kurser og konferencer i efteråret.

– Det gælder også vores større arrangementer med mere end 100 deltagere, som eksempelvis B2B konferencen, Rambukken, Digital Copenhagen og Social Media Manageren, siger foreningens direktør, Thomas Wahl.

Han henviser til Justitsministeriets notat, hvoraf det fremgår, at det fortsat tilladt at deltage og afvikle arrangementer med op til 500 personer, hvis deltagerne fortrinsvis sidder ned, og kravet om maksimalt én person/2m2 opfyldes. 

– Men det er klart, at vi følger myndighedernes anbefalinger tæt, og vi er klar til at reagere hurtigt på eventuelle ændrede retningslinjer, siger Thomas Wahl.

Mulighed for refusion

I samarbejde med konferencestederne vil der i forbindelse med arrangementerne være ekstra personale, der udelukkende har fokus på en forsvarlig afvikling.

" Det er naturligvis meget vigtigt for os, at alle kan føle sig trygge ved at deltage på vores kurser og konferencer.
Thomas Wahl, adm. direktør, Dansk Markedsføring

– Og vi vil gøre vores ypperste for at sikre, at alle arrangementerne afvikles så hensigtsmæssigt som muligt, ud fra de gældende anbefalinger fra sundhedsmyndighederne., siger Thomas Wahl og tilføjer:

– Vi har éngangshandsker og certificerede mundbind til alle, der måtte ønske det, og du kan altid finde håndsprit inden for få meters afstand. Det er naturligvis meget vigtigt for os, at alle kan føle sig trygge ved at deltage på vores kurser og konferencer i de kommende måneder.

Skulle det blive nødvendigt at aflyse eller udskyde arrangementer grundet yderligere restriktioner eller direkte påbud, vil man have mulighed for at få refunderet sine køb.