Marketing- og salgsbudgetterne i Danmark er på 200 mia. kroner. Det er muligt at effektivisere for 50 mia. kroner. Det vurderer to forskere på Copenhagen Business School, Claus J. Varnes og Per Østergaard Jacobsen.
– Virksomhederne bruger op til 15 procent af omsætningen på marketing og salg, så der er stort potentiale i at effektivisere, fastslår Per Østergaard Jacobsen.
– Marketing har haft ry for at være noget hokus pokus, der aldrig er blevet professionaliseret på linje med for eksempel økonomi, it og logistik. Men nu er tiden moden til en ændring, for omkostningerne stiger, og samtidig bliver virkningen af markedsføringen mindre, fortsætter han.
– Der er behov for, at marketingafdelingerne tænker anderledes, når de bruger penge. De skal være mere strategiske. Når de i dag lægger et budget, foregår det alt for ofte på en af to ikke særlig hensigtsmæssige måder: Enten gør man, som man plejer, eller også gør man, som de andre gør, forklarer Claus J. Varnes.
Forskerne foreslår, at marketing tænkes ind i alle led i virksomheden og ikke kun som noget, der foregår i marketingafdelingen. Måske er nogle af de penge, der går til sponsorering eller tv-reklamer givet bedre ud ved at investere dem i marketing uden for afdelingen.
De giver Topdanmark som eksempel. Her er massekommunikationen erstattet med koncentration på marketingindsatsen omkring salg og forholdet til kunderne.
sd