Danske Nina Agdal har stået model for brands som den amerikanske burgerkæde Carl’s Jr. –  i en reklame, der blev vist under Super Bowl – og været på forsiden af Sports Illustrated.

Nu har hun hovedrollen i filmen EverNew Nina – en ny europæisk reklamefilm for undertøjsmærket Sloggi.

Filmen er en del af Sloggis overordnede EverNew-kampagne, som tidligere også har haft den australske popstjerne Kylie Minogue i front, men ifølge Trine Egeberg, der er nordeuropæisk Brand Manager for Sloggi, er det tanken, at de to smukke kvinder skal spille hver deres rolle på marketingfronten:

– Det er meningen, at de to kvinder skal tale til hver sin målgruppe. Kylie Minogue til de eksisterende, trofaste og lidt ældre målgrupper og Nina Agdal til potentielle, nye kunder i de lidt yngre målgrupper, siger Trine Egeberg.

Kampagnen er i første omgang rettet mod Nordeuropa – Benelux og Norden – men ligesom tilfældet var med Kylie-kampagnen, forventes det, at den vil brede sig.

– Vi har allerede henvendelser fra nogle af vores andre markeder, hvor man er interesseret i at køre den og også bakke op med andre platforme, fortæller Trine Egeberg.

Havde set Pandoras viral-succes

I den nye film danser Nina Agdal rundt i sin lejlighed til sin yndlingssang – kun iført undertøj – for at vise, at ligesom en yndlingssang kan høres igen og igen, uden at blive slidt, så kan et par Sloggi-trusser også bruges igen og igen uden at blive slidt.

Filmen er udviklet og produceret af den lille københavnske virksomhed Malling Publications, der tidligere på året stod bag filmen The Unique Connection for smykkevirksomheden Pandora, som pt. har samlet over 52 mio. views.

Malling Publications er måske bedst kendt som magasinforlaget, der står bag modebladet Cover, men har gennem de senere år udvidet aktiviteterne på bureaufronten. 

Og ifølge Trine Egeberg var netop Pandora-filmen medvirkende til at Sloggi valgte Malling Publications til at kreere filmen med Nina Agdal:

– Vi havde set Pandora-filmen og var enige om, at den var æstetisk og flot, og vi kendte Cover, så det var helt afgjort en af årsagerne til, at vi valgte Malling.

Det er Malling Publications, der har produceret, og ligesom for Pandora-filmen er det Creative Director Rasmus Skousen, der står bag både ide og instruktion.

Du kan nyde synet af en dansende Nina Agdal i Sloggi herunder – musikken er nummeret ”O Sweet Joe Pye” med den amerikanske duo Casimer & Casimir.