Et dyk i detailsalget i marts sætter en tyk streg under, at dele af den danske økonomi endnu ikke er kommet sig over krisen.
Detailsalget faldt 0,2 pct. i forhold til februar, når tallene er renset for prisudvikling og normale sæsonudsving, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det lille fald kom efter en stigning på 0,8 pct. i marts og et fald på 1 pct. i februar.
– Tallene understreger atter, at forbrugerne stadig er meget tilbageholdende med at bruge penge, siger Michael Stæhr, chefanalytiker hos Sydbank.
Det får ham til at mene, at væksten i dansk økonomi fortsat afhænger af én faktor.
– Nemlig eksporten, der åbenbart alene skal trække dansk økonomi ud af krisen hvilket bestemt ikke er betryggende i en tid med nedskæringer i den offentlige sektor hos mange af vores samhandelspartnere, rentestigninger, gældskriser og mange andre alvorlige økonomiske begivenheder rundt om i verden, siger chefanalytiker Michael Stæhr.
Det faldende detailsalg kom mindre end en uge efter, at undersøgelser viste, at virksomheder i både servicesektoren og industrien så meget lysere på fremtiden.
Epn.dk