Det fortsætter i højt tempo for boreselskabet Welltec. Et nyt rekordår sender omsætningen yderligere 30 pct. op, og stifter og topchef Jørgen Hallundbæk ser ingen grænser for, hvor stort selskabet kan blive.
Welltec, der har hovedsæde i Allerød nord for København, har succes med at udvikle og producere avanceret boreudstyr til olieselskaber. Virksomhedens teknologi kan hjælpe olieselskaberne med at øge den mængde olie, som de kan udvinde fra et felt.
– Det, vi sigter mod, er en vækst på 30 pct. om året i en lang årrække, og det ser ud, som om vi kan bevare vores nuværende overskudsgrad også fremover, siger Jørgen Hallundbæk.
Welltecs årsregnskab for 2010 viser en omsætning på 923 mio. kr., og virksomheden regner med, at salget vil stige til 1,1-1,3 mia. kr. i år.