Torben Østergaard, der har skabt sin milliardformue på handel med olie til skibe, køber op i Erria og er klar med flere opkøb i det kriseramte tankskibsmarked.
Den fynske oliemilliardær Torben Østergaard trækker sværdet og satser en del af sin formue i det kriseramte tankskibsmarked. Slaget skal stå i Uni-Tankers A/S, der har overtaget ni tankskibe fra rederiet Erria, og den diskrete milliardær er klar med flere penge til opkøb.
– Vi planlægger en yderligere udvidelse af tonnagen i 2012 med opkøb af nye skibe, hvor vi har kig på nogle i markedet, der er knap et år gamle. Der er afsat ca. 30 mio. dollar til investeringen, siger adm. direktør i Uni-Tankers Torben Andersen, der efter købet af Errias tankskibsaktiviteter råder over godt 35 skibe.