Den britiske brancheforening Interactive Advertising Bureau har tildelt danske ad pepper prisen Innovation in Online Advertising.
Prisen er givet for teknologien SiteScreen Network, som udfører semantiske analyser af hjemmesider og derved forebygger fejlplaceringer af online-reklamer og øger målrettetheden af online-markedsføring.
– Vi er naturligvis stolte over at modtage prisen. Det viser bare, at man kan gøre en forskel ved at være innovativ. Vi oplever også, at vores danske kunder er ved at få øjnene op for semantisk markedsføring og en bedre brand protection, siger Martin Schradieck, managing director hos ad pepper Danmark og fortsætter:
– Men teknologien åbner også nye muligheder. Indtil nu har web-sider med brugergeneret indhold været et ’no go’. Med SiteScreen Network kan vi bestemme indholdet og vurdere, om stedet understøtter et brands værdier.
SiteScreen Networks analyse afgør, om en given hjemmeside er upassende ud fra 12 betydningskategorier og parametre, kunden sætter op, og hvis der er tilfældet, vil reklamerne blive blokeret.
De 12 kategorier inkluderer blandt andet porno, gambling, vold, alkohol og våben.
SiteScreen Network er en del af iSense, der er udviklet hos ad pepper i København, og bliver styret af den patenterede semantiske analyseteknologi, Sense Engine.
Teknologien er udviklet i et samarbejde mellem det danske ad pepper kontor og en af verdens førende lingvister, professor David Crystal.