Et socialt medie, som samtidig er en webshop, der gør det lettere for brugerne at finde – og dele informationer om – tøj i den rigtige pasform og størrelse.
Nogenlunde sådan kan man beskrive den danske startup-webvirksomhed Fitbay. Virksomheden er halvandet år gammel, og ideen opstod bl.a. fordi en meget stor del af det tøj, vi køber på nettet, returneres igen. Helt op mod 30 procent viser undersøgelser.
Og ideen er godt på vej til at blive noget af et hit. I dag har sitet omkring 100.000 bruger – de fleste fra USA – hvor også nyhedsmediet BusinessWeek fornylig havde opdaget den danske idé.
Til BusinessWeek siger idémand, medstifterog direktør Christian Wylonis, at det er det eneste sociale netværk, der mangler:
– Målet er, at Fitbay bliver Facebook for tøj.
Sitet er bygget op på den måde, at man som bruger indtaster sin højde, vægt og kropstype – æble, pære, muskuløs, oval, osv. Herefter matches man så med andre brugere, der har samme data. Brugerne opfordres desuden til at uploade selfies, hvor de har deres yndlingstøj på, så deres såkaldte body-doubles kan tage stilling til, om tøjet vil passe.
Ifølge Fitbay er der på nuværende tidspunkt fire millioner stykker tøj i databasen fra flere end 1.000 forskellige mærker, fx Ralph Lauren, Uniqlo og Zara.
Du kan læse artiklen i BusinessWeek her.
Og se en film om Fitbay her.