Irritationen blandt de mindre biografer i Danmark var ikke til at tage fejl af, da salgsorganisationen for biografreklame, RMB Dansk Reklame Film, i efteråret introducerede et nyt afregningssystem. To af biograf-foreningerne, Foreningen af Mindre og Mellemstore Biografer (FMMB) og Foreningen af Store Provinsbiografer (FSP), anmeldte i protest med prisændringen Dansk Reklame Film til Konkurrencestyrelsen, hvor de ønskede at prøve påstanden om, at værdien af biografreklame skulle være forskellig afhængig af biografernes størrelse, sådan som RMB påstod.
Siden anmeldelsen har RMB Dansk Reklame Film afholdt to møder med biograf-foreningerne omkring det nye afregningssystem, der vil ændre afregningen, så de biografer, som sælger flest billetter fremover skal have en større andel af indtægterne.
Ingen af parterne ønsker at uddybe, hvad der er kommet ud af forhandlingerne, men Markedsføring erfarer, at Dansk Reklame Film på det første møde inden jul præsenterede et oplæg til en justering af afregningssystemet, og det er det oplæg, der siden har været forhandlet om.
Steffen Andersen Møller, adm. dir. i Dansk Reklame Film, sagde inden det første møde, at han følte sig ret sikker på, at parterne kunne nå til enighed.
– Det er vigtigt at vi kan det, så vi forsat kan sørge for at gøre biograf-mediet til en stærk mediegruppe, siger han.
Hvis der ikke opnås enighed om et fælles afregningssystem vil konsekvensen blive at en del af biograferne vil vælge at stå udenfor et fælles salgssamarbejde. En del biografer har allerede opsagt deres samarbejde med Dansk Reklame Film fra begyndelsen af juli.