Salgsorganisationen RMB Dansk Reklame Film har indkaldt biograf-foreningerne til informationsmøde omkring det nye afregningssystem af indtægterne fra biografreklamen. Det nye system vil ændre afregningen, så de biografer, som sælger flest billetter fremover skal have en større andel af indtægterne.
To af biograf-foreningerne, Foreningen af Mindre og Mellemstore Biografer (FMMB) og Foreningen af Store Provinsbiografer (FSP), har anmeldt Dansk Reklame Film til Konkurrencestyrelsen, hvor de har ønsket at prøve påstanden om, at værdien af biografreklame er forskellig afhængig af biografernes størrelse.
Mødet mellem Dansk Reklame Film og biograf-foreningerne kommer efter et møde i Konkurrencestyrelsen i sidste uge.
Steffen Andersen Møller, adm. dir. i Dansk Reklame Film, håber at parterne på mødet vil finde hinanden.
– Vi vil komme med et oplæg og så vil vi se, om vi kan finde hinanden ud fra det, siger Steffen Andersen Møller, der understreger, at forhandlinger er et spørgsmål om at give og tage. Han håber og føler sig ret sikker på, at parterne kan nå til enighed.
– Det er vigtigt at vi kan det, så vi forsat kan sørge for at gøre biograf-mediet til en stærk mediegruppe, siger han.
En af foreningerne, FMMB, ser udspillet fra Dansk Reklamefilm som en umiddelbar sejr.
– Vi har brugt mange måneder på at få et møde i stand med dem. Da vi endelig fik et møde resulterede det i at de ikke ville rokke sig en millimeter. Siden har vi klaget til Konkurrencestyrelsen og nu vil de godt mødes, siger Gerhard Pedersen, formand for FMMB. Han understreget, at Dansk Reklame Film i brevet til foreningen skriver, at det er på baggrund af mødet i Konkurrencestyrelsen og sagens behandling i pressen, at de godt vil mødes alligevel.
– Deres udspil handler måske nok om forhandling. Men når de vil tale med os, går jeg ud fra, at de har noget med i posen, siger Gerhard Pedersen, der ikke tør sige noget om der kommer en fælles løsning.
– Det kommer fuldstændig an på hvad de har i posen.
jür