Vi kan lige så godt sige det med det samme: Dyr med pels, store følelser og reklamer for en god sag. Det er i korte træk essensen i de 20 reklamer, der er blevet delt mest gennem det seneste år – og en af dem er faktisk dansk. Hele vejen igennem.

Det drejer sig om filmen ”The Unique Connection” for smykke-brandet Pandora, som danske Malling Publications har kreeret, og som snupper en 12.-plads på listen med over 1,1 mio. delinger siden lanceringen i foråret.

Virksomheden har ellers været mest kendt for at stå bag modemagasinet Cover, men satser fremadrettet på at øge reklame-aktiviteterne, og den globale opmærksomhed omkring Pandora-filmen skader næppe dén ambition.

Malling Publications har selv stået for idé og produktionen, kreativ direktør Rasmus Skousen har instrueret, og placeringen på Top 20-listen glæder naturligvis folkene bag filmen:

– Vi er meget glade og tilfredse. Delinger kan man ikke købe sig til, og vi har dermed uomtvisteligt slået nogle af verdens største brands på engagerende online-kommunikation, siger Hanne Fabricius, der er CEO i Malling Publications og tilføjer:

– Vores tilgang til kommunikation handler om at fortælle den gode, engagerende og strategisk rigtige historie – på den bedst egnede platform. Vi tænker altid i global spredning – og så skal det være smukt selvfølgelig. Og det virker tydeligvis.

Adidas er med tre gange

Øverst på Top 20-listen finder man – i øvrigt helt uden for enhver konkurrence – Android-reklamen ”Friends Furever” med over 6,4 mio. delinger. Dermed er Activias 2014 VM-reklame ”La, La, La,” med popstjernen Shakira forvist fra førstepladsen.

På andenpladsen med over 3,9 mio. delinger Disney Parks’ Micky Mouse-surprise ”Disney Characters Surprise Shoppers”, og på tredjepladsen ligger, med lige godt 3 mio. delinger, hundefoder-brandet Purinas film ”Puppyhood.

Og ja, de kære pelsdyr fylder godt på listen, hvor man også finder Budweisers Super Bowl-reklame ”Lost Dog”, ligesom Sainsbury’s helt nye julereklame ”Mog’s Christmas Calamity” lige lusker sig ind på plads nummer 19.

Adidas er som det eneste kommercielle brand repræsenteret tre gange på listen, hvor otte ud af de 20 reklamer er kampagner for ”en god sag”.

Branchemediet Adweek har samlet listen på baggrund af data fra Unruly, og herfra beretter man i øvrigt, at dette års Top 20-film er delt i alt 40,2 mio. gange. En stigning på 40 procent sammenlignet med sidste år, hvor Top 20-reklamerne blev det tilsammen 29 mio. gange.

Se – eller gense – Pandora-filmen fra Malling Publications herunder – og se hele årets Top 20 her.