For snart 1.000 år siden lykkedes det kong Sven Tveskæg at erobre England, og nu vender danskerne tilbage til byen, der allerede dengang var en storby, London.

Det sker denne gang helt uden sværdslag, og det er blot en lille del af havnefronten i hjertet af London – lige ved Tower Bridge – der er dansk i disse dage.

Der er nemlig tale om noget så fredsommeligt som en markedsføringevent, der vel at mærke betegnes som den største danske af sin slags nogensinde i Storbritannien, hvilket også er påkrævet, da brands, organisationer og virksomheder fra hele verden under OL vil forsøge at skabe opmærksomhed om sig selv.

Bag den danske event står turistorganisationen VisitDenmark, som vil bruge havnefronten i årets OL-by til at markedsføre mode og design, gastronomi og Danmark som et land, der har masser af oplevelser, kreativitet og gode historier at fortælle potentielle turister.

Markedsføringsplatformen har fået navnet ”Imagination”, og dens fysiske manifestation er placeret på St. Katharine Docks, hvor VisitDenmark råder over et areal på 700 m2.

VisitDenmark har lejet området i samarbejde med TV 2, og tv-stationens OL-studie er også placeret på havnestykket.

Byg et maleri i Lego

På ”Imagination” kan gæsterne deltage i forskellige aktiviteter, f.eks. bygge Skagenmaleren P.S. Krøyers Hip Hip Hurra i legoklodser, gå ombord på et vikingeskib eller hjælpe til med at tilberede mad, mens de lytter til dansk musik eller lader sig underholde fra områdets scener.

VisitDenmark er som nævnt gået i partnerskab med TV 2 om leje af området, og St. Katharine Docks skal også blive ”hele Danmarks hjemmebane” i London i form af livesignal fra OL på storskærm og håbet er, at danske OL-atleter kigger forbi til interviews.

– Under OL er London i verdens søgelys, og den opmærksomhed vil VisitDenmark udnytte til at vise verden de oplevelser, som Danmark kan tilbyde. ”Imagination” er et udstillingsvindue til et stort internationalt publikum og samtidig en platform for danske virksomheders kommunikation til samarbejdspartnere og forbrugere. Det er en oplagt mulighed til at vise Danmark frem og give OL-gæsterne et indblik i dansk livsstil og kreative kompetencer på en sjov, inspirerende og anderledes måde, siger Henrik Kahn, der er markedschef i VisitDenmark for Storbritannien og initiativtager til satsningen.

En stribe af Danmarks største virksomheder og brands vil også være til stede på havnestykket med aktiviteter eller sponsorater. Hertil kommer udenlandske samarbejdspartnere. Deltagere er bl.a. Lego, Maersk, Pandora, Bestseller og Serenity Cupcakes.

For TV 2 er samarbejdet med VisitDenmark en mulighed for at samle publikum til et fællesskab om sport og gode tv-billeder:

– Vi har gode erfaringer med at samle folk til live transmissioner af store sportsbegivenheder, fordi det skaber fællesskab og store følelser. Vi viser begivenhederne på storskærm, og dermed får vores OL-sponsorer ekstra synlighed oveni den eksponering, som vi giver dem på tv, web og mobile platforme. Vi bygger vores OL-studie op som hele Danmarks hjemmebane i St. Katharine Docks og glæder os til at tage seerne med til London i vores hidtil mest ambitiøse og omfattende OL-dækning, siger Jacob Fischer-Nielsen, der er kommerciel marketingchef på TV 2.

TV 2 har tidligere haft succes med lignede tiltag. Eksempelvis da en del af den københavnske havnefront under VM i fodbold – og senest EM – blev lidt af tilløbsstykke.

Skal lokke turister til Danmark

Det primære formål med de mange aktiviteter på Imagination er at fortælle historien om Danmark som et land med mange oplevelser for turister, som derfor overvejer Danmark, når næste års feriedestination skal vælges.  Det valg – og også salget af flere danske varer – skal bl.a hjælpes på vej af et gastronomi-tema. Derfor planlægges en madfestival med fokus på Nyt Nordisk køkken. Den lokale pub bliver i OL-dagene omdannet til en dansk kro, og det vil (selvfølgelig) også være muligt at aflægge en pølsevogn en visit. Også dansk design i mange afskygninger vil være i fokus. Ligeså vores cykelkultur.

Og så er der selvfølgelig vikingerne, og så er vi tilbage ved gode, gamle Sven Tveskæg. Der planlægges således flere vikinge-aktiviteter, og det 17 meter lange vikingeskib Helge Ask fra Roskilde fragtes over Nordsøen og lægger til ved St. Katharine Docks.

Imagination arrangeres af VisitDenmark i dagene 27. juli – 12. august, 2012, og parterne bag markedsføringeventen forventer at tiltrække op mod 340.000 besøgende i løbet af de 17 dage, eventen varer. Henrik Kahn fortalte fredag til DR’s P1, at succeskriteriet for eventen er 12.000 nye turister til Danmark.