Herning-virksomheden Flexsign har pr. 1. december udvidet sine aktiviteter til Sverige.
I løbet af 2010 har virksomheden mærket en større efterspørgsel komme fra den anden side af Øresund og har i øvrigt allerede etableret samarbejde med McDonald’s Sverige og flere kommuner.
– Det er derfor oplagt at vi nu etablerer os i Sverige, hvor vi kan udnytte den knowhow, vi har oparbejdet igennem de tre år, vi har været på det danske marked, siger salgsdirektør fra Flexsign, Henrik Nyborg.
Han tilføjer, at virksomheder som
Carlsberg, Coop, Hatting (Lantmännen), som i dag er nogle af de virksomheder, der bruger Flexsigns skinnesystem på deres distributionslastbiler i Danmark, også har aktiviteter i Sverige, og at det derfor er oplagt at videreføre succesen fra Danmark til den anden side af Øresund.
Flexsign har ansat Patrik Langré som countrymanager i den svanske afdeling, som hedder FlexAd Sverige. Patrik Langré har en fortid ved Clear Channel, hvor han i seks år har været ansvarlig for salg af outdoor-reklamer i det sydlige Sverige.
Ifølge virksomhedens direktør er det planen, at konceptet også skal videreføres til andre markeder i Europa.