De to stiftere af det lille københavnske webbureau Webjuice – Jacob Kildebogaard og Søren Riisager (se foto længere nede i artiklen) – kan om kort tid se frem til at netværke med 500 andre web-specialister fra de bedste bureauer i verden i Googles hovedkvarter GooglePlex i Mountain View, San Francisco.

Det kan de fordi Webjuice netop har vundet Googles partner-konkurrence, der går ud på at skabe den største AdWords-vækst hos nye kunder.

Dermed bliver det lille danske bureau et ud af bare syv nordiske bureauer, der skal deltage på Googles All-stars tour, der inkluderer 500 deltagere fra de bedste bureauer i verden.

Webjuice opnåede en rangering som nr. 1 af alle deltagende bureauer i Danmark.

– Vi er selvfølgelig meget glade for at vinde. At besøge GooglePlex for en online marketer er som at besøge mekka for en muslim – et must i løbet af livet. Jeg har været på Googles kontorer i København, Singapore og Dublin og glæder mig til at se hovedkontoret, hvor alt er større og mere Googlesk. Samtidig håber jeg, at vi får nogle spændende input om de ting, Google arbejder på, så der også er en faglig inspirerende vinkel, siger Jacob Kildebogaard, medstifter af Webjuice, i en pressemeddelelse.

Højt niveau i Danmark
Jeppe Mieritz, der er ansvarlig for partnerprogrammet i Google Danmark, fortæller, at det har været spændende at følge de danske webbureauer i løbet af konkurrencen.

– Vores danske bureauer har et højt niveau, og de arbejder alle målrettet på at skabe succes med Google-annoncering for deres nye kunder. Der har været tæt løb, men det lykkedes at finde nogle dygtige vindere, og dem ønsker vi stort tillykke og god rejse.

Jacob Kildebogaard og partneren Søren Riisager stiftede Webjuice i 2011 og har siden da hjulpet virksomheder med at optimere deres indsats inden for online marketing –  spidskompetencerne på bureauet er Google AdWords, SEO og Google Analytics.

Webjuice bor på Nørrebro og har siden 2013 været en del af Direct Gruppen.