Ingen er vel i tvivl om, at kvaliteten af en virksomheds web-site og evne til at dukke op i relevante søgninger på Google er to af marketing- og kommunikationsafdelingernes vigtigste opgaver anno 2013?

Det er måske nok tilfældet, men der bør stilles et stort spørgsmålstegn ved, hvordan opgaven rent faktisk løses, lyder det fra SEO-specialisten Kim Frederiksen fra Heyrobot.dk, som tidligere på året vendte hjem til Danmark efter et længere ophold i USA.

– Jeg oplever, at dansk SEO (Search Engine Optimization, red.) er gået bag af dansen de seneste fem år. De danske bureauer på området har slet ikke formået at tilpasse sig en ny virkelighed, siger Kim Frederiksen, der tilbage i 2005 som den første dansker blev certificeret i Google AdWords.

Han mener, at mange danske SEO-bureauer ikke har opdaget, at den vigtigste disciplin i SEO har rykket sig. Tidligere var det evnen til at skrive gode tekster og beherskelsen af småfine ”tricks”, der var udgangspunktet for gode placeringer. Men det er passé, da søgemaskinerne – altså reelt Google – er blevet langt mere raffinerede.

– Jeg oplever, at mange af mine konkurrenter prædiker fremgangsmåder, der i dag er fløjtende ligegyldige. I dag er det ikke gode tekster, der afgør en hjemmesides og SEO-satsnings succes. Det er primært sitets tekniske performance, mener Kim Frederiksen.

Han peger på, at en så elementær ting som at hastighed og brugervenlighed på et website – hvilket naturligvis har enorm betydning for en virksomhed eller et brands konversionsrate og i sidste ende ROI – er håbløst underprioriteret.

Det betyder dog ikke, at indholdet på et website er blevet ligegyldigt. Tværtimod.

– Godt content har aldrig været vigtigere, da man ikke længere via alle mulige krumspring kan sikre sig gode placeringer i Google. Derimod belønnes det gode indhold, og det er der vel ingen, der kan have noget imod?,  spørger Kim Frederiksen.

Men selv det bedste indhold er altså fuldstændig ligegyldigt, hvis der ikke er styr på teknikken.

– Optimering af hastighed og teknisk kvalitet på et website har fået en langt større indflydelse end tidligere på din søgemaskineoptimering. Bl.a. i form af bedre placeringer og hyppigere indeksering på Google, siger Kim Frederiksen.

Derfor begynder søgemaskineoptimering, eller SEO, ifølge Kim Frederiksen i dag altid med et forsøg på at optimere hastighed og teknisk kvalitet på et website.

– Den tekniske udfordring skal løses først, før der kan arbejdes på andre faktorer vedrørende SEO. Lidt ligesom hvis man skal bygge et nyt hus, så skal fundamentet være stærkt, inden man bygger resten, siger Kim Frederiksen.