Når svenskerne næste gang skal købe deres nationale nydelsesmiddel, snus, så kan de fremover lade sig friste af de nye danske premium snusbrands, Blue Ocean og Jägarpris – markedsført af et dansk bureau.
Det er Assens-virksomheden AG Snus og det københavnske bureau 2+1 Idébureau, der i fællesskab vil udfordre tobaks-etablissementet på det svenske marked, hvor snus i disse år efterspørges i stigende grad.
Morten Kold, kreativ direktør og partner hos 2+1 Idébureau, siger:
– Vi har hjulpet med både at få strategien og identiteten for selskabet på plads. Derudover har vi bistået med at identificere de mest interessante positioner på det svenske snusmarked i premium-kategorien og udviklet produktidentiteter for både Jägerpris og Blue Ocean.
Og det har været et omfattende arbejde med inddragelse af både svenske konsulenter og snusbrugere samt fokusgrupper.
– På snusmarkedet er der mange markedsføringsmæssige restriktioner og krav, og det gælder virkelig om at få mest muligt ud af produktdesignet, produktet og den bagvedliggende historie, siger Morten Kold.
Familievirksomhed
Den fynske, familiedrevne virksomhed AG Snus har rødder, der går tilbage til 1864 og er en virksomhed fyldt med traditioner og gode historier.
Alex Gundersen overtog – som repræsentant for femte generation – ledelsen i 2009 har virkeliggjort visionen om brandet AG Snus i tæt samarbejde med 4. generation Georg Gundersen.
Virksomheden har en stor og grundfæstet viden omkring tobak og røgfri tobak, herunder også om det svenske snusmarked, og denne indsigt har været et godt afsæt for at identificere de mest interessante positioner på det svenske marked.
– Snus har dybe rødder i Sverige, og der hersker en helt speciel kultur samt en række subkulturer, som man bliver nødt til at respektere, hvis man skal have en chance på markedet. Denne særlige kultur skal afspejles i alt fra storytellingen og udformningen af dåsen over smagen af selve snuset og til placeringen i butikken. Ellers får man ikke svenskerne til at skifte til eller prøve AG Snus. Brugerne er ofte stærkt knyttet til de
mærker, de anvender og svære at få til at skifte, forklarer Morten Kold.
Indtil videre kan svenske snusbrugere kaste sig over Jägerpris – som både i design og smag spiller på svenskernes tætte forhold til naturen – og Blue Ocean, der giver associationer til det frie lystsejlerliv og det maritime, som ligger mange svenskere nær.