Danske Pointvoucher har vundet en opgave for London & Partners, organisationen bag Visit London, om at levere platformen til et officielt spil, der skal brande byen overfor et globalt publikum.

Det specielle ved dette koncept er bl.a., at Pointvoucher skaber en platform, hvor byens brands kan publicere unikke tilbud, som spillerne så får adgang til.

Samtidig er der også indgået en kontrakt med Endemol Shine Group om at benytte den verdenskendte karakter Mr. Bean i spillet, og bruge hans sociale kanaler til at markedsføre spillet, der udkommer senere på året.

Alene på Facebook har Mr. Bean mere end 73 mio. følgere – hvilket er en global top 22 placering – og Mr. Bean-karakteren har tidligere lanceret spil, der alle har opnået mange millioner downloads globalt.

Tidsforbruget i spillet byttes til gaver.

Projektet hedder ”Play London with Mr. Bean” og bliver bygget på Pointvouchers platform, der gør det muligt for spillerne at bytte den tid, de bruger i spillet til rigtige produkter og oplevelser.

F.eks. til en gratis kop kaffe, et måltid, 2 for 1 billet til biografen osv. Ideen med spillet er, at det skal inspirere turister og lokale ved at lære dem om London på en anderledes legende måde og dermed understøtte borgermester Sadiq Khans strategi om dispersal, dvs. at få turister og lokale til at tage ud af centrum og besøge andre dele af byen end de plejer.

Samtidig skal der bygges bro mellem de 32 mio. besøgende, 8 mio. indbyggere og de mange forretninger i London, der kan gøre brug af platformen til at publicere unikke tilbud rettet mod de spillende.

Brands kan også være sponsorer

Tilbud, der findes i den tilhørende voucher shop, og naturligvi også rundt om i byen på specifikke geo-lokationer, som det også kendes fra Pokémon Go. Ydermere kan globale brands bruge platformen som en generøs reklamekanal gennem et sponsorat af spillet. Det hele pakket ind i en sjov historie, der præsenteres via Mr. Beans særprægede britiske humor. 

– Alle kender London, der er en af verdens mest besøgte byer, og alle kender Mr. Bean, der er en social media rockstar, siger Nicolai Elmqvist, medstifter af Pointvoucher.

– Vi har store forventninger til projektet og aftalerne med London & Partners og Endemol Shine Group giver os et stærkt fundament at stå på og mulighed for at nå vores ambitiøse vækstmål.

– Der er rigtig meget fart på lige nu, og disse aftaler åbner også nye døre for vores forretning, slutter Nicolai Elmquist.

Læs mere om projektet her.

Fakta

Om Pointvoucher

· Pointvoucher er etableret i UK, ejet af danskere og har været involveret i en række vellykkede branded mobile spil i Storbritannien og Danmark der er koblet op på Pointvouchers specielle platform.

· Det er sket for bl.a. Tivoli, Tuborg og Bilka, opgaver som er løst sammen med Wibroe, Duckert & Partners og Copenhagen Creators.

· Pointvoucher-konceptet gør det muligt for folk at få noget af reel værdi til gengæld for den tid, de bruger til at spille branded-spil forbundet til platformen.

· Målsætningen med det nye spil er at nå +5 mio. downloads det første år samlet set i Storbritannien og internationalt.