Den danske start up virksomhed YourGlobalEye, der har specialiseret sig i fotodokumentation af varer i butikker verden over fra et såkaldt ”spotterkorps”, har nu fået den østrigske investor Andreas Palkovics med om bord.

Han etablerer de første salgskontorer uden for Danmark for YourGlobalEye, som på verdensplan har mere end 5.000 spottere, der giver virksomheder og brands et reelt billede af, hvordan deres produkter klarer sig i den globale konkurrence.

Tættere på kunderne

Planen er, at disse billeder skal give salgschefer og virksomhedsledere den usminkede sandhed om, hvordan deres produkter præsenterer sig helt ude i detailledet, mens f.eks. en større kampagne pågår.

Dette gælder også i lande, som er svært tilgængelige, såsom f.eks. Libyen, Iran og Vietnam.

– YourGlobalEye har haft succes med at øge danske og svenske virksomheders detailomsætning, og vi har nu efter mange års produkt- og service-udvikling påbegyndt første del af vores internationale ekspansion, siger Johan Burkal, adm. direktør for YourGlobalEye.

Han fortæller, at planen er at servicere virksomhedens danske og svenske kunder endnu bedre ved at have salgskontorer på deres vækstmarkeder. Det bringer dem nærmere de lokale spottere og lokale sælgere.

– Jeg ser derfor frem til, at det nye salgskontor i Wien øger vores central- og østeuropæiske aktiviteter i op til 11 lande, siger Johan Burkal.

Stort potentiale sløses væk

Den nye investor og samtidig ansvarlig for YourGlobalEye i Central- og Sydøsteuropa, Andreas Palkovic, ser frem til det nye samarbejde.

– Jeg har gennem en årrække fulgt YourGlobalEye og set, hvordan virksomhedernes omsætning stiger, når de lader YourGlobalEye indsamle, analysere og præsentere billederne af deres produkter, siger han.

Det handler ikke “kun” om behandling af tusindevis af billeder, som virksomhederne kan agere på, mener Pavlovic, der peger på, at kernen tværtimod er, at billederne crowdsources fra fotografer, der også er en del af virksomhedernes kundegrupper.

– Man ser det samme, som ens kunder ser, og ikke, hvad ens distributører og sælgere ønsker, man skal se. Jeg har personligt oplevet, hvordan gode butikskampagner til millioner af kroner sløses væk og aldrig når ud til kunderne, siger han.

Andreas Palkovic peger på, at YourGlobalEye har dokumenteret, at 30-70 pct. af virksomhedernes salgspotentiale tabes pga. sløseri og mangel på objektiv data og effektiv opfølgning.

– Jeg glæder mig derfor nu til at introducere YourGlobalEye til virksomheder i min region, slutter Palkovic.