Den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse er blandt verdens dårligste konkurrencemyndigheder og ligger på linje med Mexico og Pakistan.
Det skriver Dagbladet Børsen på baggrund af rapporten Global Competition Review, der har gennemgået mere end 30 lande.
Som det eneste land er Danmark rykket ned af listen, og årsagen er blandt andet usikre medarbejdere og store nederlag i sager mod eksempelvis Post Danmark og Københavns Lufthavne.
En advokat, der har udtalt sig til rapportens forfattere siger, at ”mange af de yngre medarbejdere er usikre og har brug for at vende det med deres chef, inden de tager selv den mindste beslutning” – og det påvirker kvaliteten af styrelsens arbejde, lyder det i rapporten, der også peger på, at blot 69 ud af styrelsens 239 medarbejdere arbejder med at sikre bedre konkurrence.
Styrelsens øverste chef Agnete Gersing er overrasket over den lave placering, som hun kalder ”utilfredsstillende”.
Børsen