Sidste år var tre studerende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole – Camilla Agerskov, Stine Thorbøll og Jacob Nørremark – med i opløbet, da PepsiCo for først gang lod fans og forbrugere over hele verden indsende deres bud på en Super Bowl-reklamefilm for chips-mærket Doritos.
Desværre kom de tre danske studerendes bidrag ”Jim figures it out” ikke videre blandt de fem, der kom i finalen – men nu er chancen der igen.
Doritos har således netop meddelt, at man gentager succesen med at gøre Crash The Super Bowl-konkurrencen global.
Konkurrencen bliver endda udvidet i år, i det der udvælges 10 finalister, mod sidste års fem – og vinderen kan glæde sig over en endnu større præmie end sidste år: Ud over at få vist sin reklamefilm for et publikum på mange millioner kan vedkommende proppe en mio. dollar i lommen – og glæde sig til et års ansættelse hos filmgiganten Universal Pictures.
I praksis er det sådan, at der i finalen udvælges to vinder-reklamer. Begge vises foran et globalt tv-publikum – og skaberen af den reklame, der får flest stemmer af forbrugerne, vinder millionen og jobbet hos Universal Pictures.
Filmstjerne i juryen
Et dommerpanel bestående af topchefer fra Doritos, en række professionelle reklamefolk samt Hollywoodstjernen Elisabeth Banks, der bl.a. er kendt fra “LEGO Filmen”, “The Hunger Games” og “Spider-Man”, udvælger finalisterne.
Hver af de 10 Crash the Super Bowl-finalister vil modtage en invitation til Super Bowl XLIX, og de otte finalister, hvis reklamer ikke bliver vist under transmissionen, får et plaster på såret i form af 25.000 dollar.
Siden Crash the Super Bowl blev introduceret, har Doritos modtaget over 27.000 bidrag fra forbrugerne.
Sidste år var det første gang konkurrencen blev åbnet for deltagere fra lande over hele verden, og det resulterede i over 5.400 bidrag fra 30 lande.
Transmissionen af Super Bowl XLIX finder sted søndag den 1. februar 2015 på tv-stationen NBC i USA og på lokale tv-stationer over hele verden.
Du kan læse flere detaljer om, hvem der kan deltage i Crash The Super Bowl, og se de officielle regler på Doritos’ hjemmeside.
Og så kan du se optaktsfilmen til konkurrencen her.