Detailkæden Dansk Supermarked med tilsammen 1.348 forretninger med navnene Netto, Føtex og Bilka, A-Z samt Salling fik to milliarder kroner i overskud efter skat i 2009 trods økonomisk afmatning og afventende forbrugere.
Det er rekord og en forbedring på hele 400 millioner kroner i forhold til året før, hvor forbrugernes svigtende købelyst for alvor blev mærkbar i dagligvarekoncernen.
Koncernens samlede markedsandel i Danmark er øget og har aldrig været større, oplyste administrerende direktør Erling Jensen på et pressemøde mandag.
I udlandet, hvor kæden driver Netto-butikker i Storbritannien, Tyskland, Polen og Sverige, har Dansk Supermarked opnået en vækst i salget på fire procent. Det er pænt i en tid, hvor væksten for de fleste har været i minus.
Dansk Supermarked brugte 2009 til at investere over 3,2 milliarder kroner, næsten det samme som året før. Det har blandt andet betydet 75 nye Netto-butikker og tre nye Føtex samt et stort lagerkompleks med nonfood og fødevarer vest for Århus. Det tages i brug om kort tid.
/ritzau/