Siden Nordisk Ministerråd annoncerede EU-udbuddet ”Branding of the Nordics” har der været stor interesse fra en perlerække af nordiske bureauer og andre kreative virksomheder for at være med til at videreudvikle og aktivere det nordiske brand internationalt.

Først blev 34 ansøgninger fra bureauer og konsortier barberet ned til fem, som fik lov til at byde på opgaven, og nu er vinderen af udbuddet – der har en værdi på op til 4,5 mio kr. – fundet.

Valget faldt på et dansk konsortium bestående af de strategiske og kreative kræfter hos Mensch, den højtprofilerede arkitektgruppe BIG, innovations- og læringsvirksomheden Area9 og Ole Lund Creative.

Vinderen blev udpeget af en nordisk referencegruppe bestående af eksperter fra de nordiske udenrigsministerier og Visit-organisationer.

Nordiske idéer i en global kontekst

– Vi har haft et meget interessant felt af prækvalificerede bureauer, som har fremsat forslag af meget høj kvalitet. Vi har ikke mindst lagt vægt på, at vinderprojektets idé fremstår ambitiøs og dagsordensættende. Vores valg af vinder harmonerer med de nordiske værdier og ønsker til innovation og nytænkning. Holdet har desuden det kreative og tværfaglige talent, der skal til for at sætte designprocesser og aktivering i spil internationalt, lyder det fra Dagfinn Høybråten, Generalsekretær for Nordisk Ministerråd, i en pressemeddelelse.

– Der er stor interesse omkring Norden i hele verden. Med profileringsprojektet og det nye statsministerinitiativ ”Nordiske løsninger på globale samfundsudfordringer” ønsker vi at sætte nordiske idéer og løsninger i spil i en global kontekst, fortsætter han.

Fortællingen om Norden har momentum

Det danske konsortium blev udvalgt på baggrund af  konceptet ”Traces of North”, der bygger på en idé om at kuratere nordiske fortællinger verden over. Omdrejningspunktet bliver et publiceringsværktøj, der skal sikre deling og spredning af nordiske ”spor”, såsom events og projekter rundt omkring i verden.

Christina Tønnesen, Managing Partner i Mensch, ser frem til opgaven.

– Det har været en virkelig interessant proces at tænke i nordisk fællesskab. Fortællingen om et demokratisk Norden har momentum, men der er også behov for ny positionering. Vores ambition er at nuancere billedet af Norden. Vi vil skabe en levende manifestation af det nordiske brand, det nordiske mindset og de nordiske ”spor” i verden, siger hun.