Det har nærmest været som at løse cirklens kvadratur, og opgaven blev tildelt Halbye & Kaag.
Det gælder Dansk Tipstjenestes web-site, hvor man nu kan spille alle tjenestens spil. En oplagt og længe ventet løsning. Men at markedsføre den har rummet en række modsætninger. Dels er der stor forskel på målgrupperne for Held-spil og Sports-spil – og sitet henvender sig til begge grupper – og dels ønsker Tipstjenesten heller ikke at træde forhandlerne for meget over tæerne. Nettet er principielt en konkurrerende distributions-kanal.
– Det har været en sej nød for bureauet at knække, fortæller markedschef for internettet, Anette Pia Andersen og fortsætter: – Vi havde en tæt dialog med forhandlerne i den indledende fase. Men de stod helt af, og ønskede ikke at være med. Og det er en mere fornuftig løsning at holde helt rene linjer og se nettet som en selvstændig distributions-kanal, der ikke har noget med forhandlerne at gøre.
Markedsføringen kommer til at bestå af et tv-spot samt print- og banner-annoncering. Formålet er at gøre netmuligheden kendt og der er planlagt to kampagner i år. Trykket vil dog aldrig komme op på samme niveau som andre spil.
Det er allerede begyndt at gå stærkt. Siden nytår er antallet af tilmeldte steget fra 20.000 til 32.000 spillere. Målsætningen er at have 70-80.000 tilmeldte ved årets udgang. Potentialet er ca. 1 million danskere, og Anette Pia Andersen ser gerne, at man i løbet af et par år kommer op på 2-300.000 netspillere. 10 pct. af omsætningen på sports-spil ventes at komme over på nettet. fin