Per Pedersen, der indtil begyndelsen af 2020 var den højest placerede dansker i reklamebureaubranchen som Global Creative Chairman for Grey-gruppen, står bag et nyt, globalt netværksbureau, & The Network, der netop er gået i luften. 

Hvorfor er der brug for endnu et bureaunetværk? 

– Der er brug for ét, der er drevet af kreativitet og ikke af profit. Altså et alternativ til de store bureaunetværk, siger Per Pedersen, der får titlen Founder & Creative i det nye netværk, til Markedsføring. 

Han beskriver netværket som ”et kollektiv”, da ejerne er de uafhængige kreative bureauer selv. 

– Dermed undgår vi at blive styret af en profit-tankegang, så vi kan fastholde vores fokus på kreativitet, som er det, vi alle i netværket brænder for. Vi er drevet af lysten til at lave fede ting, siger Per Pedersen. 

Kreativ gourmetrestaurant 

Forretningsmodellen er baseret på samarbejde på tværs af landegrænser og overskudsdeling.  Hvert bureau drives videre som normalt, men føjer & The Network-navnet til visitkortet. 

– Dermed undgår vi også at skulle bruge penge på et stort hovedkontor og til lidt for mange mænd i jakkesæt, siger Per Pedersen. 

Facts om & The Network:

Netværket består af 16 kreative bureauer, der rummer over 400 kreative med 35 forskellige nationaliteter og dækker 20 markeder.

Bureauerne i netværket er:

  • Marvin, Los Angeles,
  • SMALL, New York,
  • The Sway Effect, New York,
  • Ostrich Co, Toronto,
  • Founders, Miami, Mexico City, Kingston Jamaica, Buenos Aires,
  • Libre, Panama City,
  • Rehab, London,
  • Freeturn, London and Los Angeles,
  • Herezie, Paris,
  • Amsterdam Berlin, Amsterdam, Berlin,
  • Worth Your While, Copenhagen,
  • Farm, Stockholm, Helsinki,
  • _2045, Barcelona,
  • White Rabbit, Budapest,
  • Mr+Positive, Tokyo and Seoul
  • Shelly Beach Motorcycle Club, Sydney.

Vil I pitche sammen? 

– Ja, og det kommer til at fungere på den måde, at vi sammensætter et team ud fra de ønsker, en potentiel kunde måtte have, siger Per Pedersen, der mener, at & The Network ved at fokusere benhårdt på kreativiteten adskiller fra de øvrige globale netværksbureauer. 

Han fortsætter:

– Vi har jo kun kreativitet på menukortet. Hvis du går ud for at spise et rigtigt godt måltid, ville du så vælge en restaurant, der har alt fra pizza, over hakkebøf til fisk på menukortet, eller en gourmet restaurant med et snævert, men godt, udvalg? Vi vil så at sige være bureaubranchens kreative gourmetrestaurant.

Ét dansk bureau er med 

Det nye netværk omfatter 16 kreative virksomheder, der arbejder med alt fra underholdning, over musik og oplevelser til bæredygtigheds marketing, digitale produkter og tech-innovation. 

Fra dansk side deltager det kreative bureau Worth Your While, der blev etableret af fire udbrydere fra Uncle Grey i 2019. 

– Vi kender Per Pedersen fra tidligere og ved, hvad han står for, men det er nu ikke udelukkende derfor, vi er gået med i & The Network, siger Brian Schøler, medstifter og CEO i bureauet. 

Han fortsætter: 

– Det handler i lige så høj grad om, at den tankegang, vi har i bureauet, går igen i netværket. Det er selvfølgelig flatterende at være med i gruppen af internationale top kreative, og i direkte forlængelse af vores høje ambitioner, men først og fremmest, så brænder vi alle for at bruge kreativiteten til andet og mere end ”bare” reklame. Vi vil lave kreativitet på den høje klinge, og ved at blive en del af & The Network får vi endnu bedre muligheder for at arbejde med kreative idéer, der kan gøre en positiv forskel i verden. 

Super Bowl-samarbejde på plads 

Det nye netværk, som Per Pedersen i vidt omfang har håndplukket og udvalgt medlemmerne af, er allerede inden lanceringen blevet taget godt i mod af CMO’er og marketers verden over, fortæller Per Pedersen. 

– Jeg tror virkelig, at vi har ramt noget, og at mange mener, der trænger til at blive rusket lidt op bureaunetværksbranchen, siger han og kan fortælle, at & The Network eksempelvis allerede er i gang med at udarbejde netværkets første Super Bowl-brief til et ”globalt teknologibrand”. 

Per Pedersen har vundet over 500 kreative priser i karrieren, heriblandt 150 løver ved Cannes Lions, men det er ikke på antallet af awards, netværkets succes skal måles om et års tid. 

– Der er mange i & The Network, der allerede har vundet masser af priser, og vi jubler selvfølgelig, hvis vi vinder, men det er ikke det, der driver os. Det er derimod at skabe virkelig god kreativitet, der rykker noget, og det er ofte den slags markante arbejder, der enten vinder en Grand Prix eller bliver diskvalificeret ved de store, globale awardshows, slutter Per Pedersen. 

Før lancereingen spurgte & The Network fire CMO’er – heriblandt Burger Kings Fernando Machado – hvad de mente om det nye kreative bureaunetværk, og det er der kommet nedenstående film ud af: