Den danske træindustri er i knæ. Omsætningen er næsten halveret, og branchen taber markedsandele i et hæsblæsende tempo, skriver Børsen Vækstdanmark. Med en omsætning på næsten 45 mia. kr. i starten af 2007 var branchen i stærk vækst, men de seneste tal for træ- og møbelindustrien afslører, at omsætningen næsten er halveret til ca. 27 mia. kr. En historisk lav omsætning. Det fremgår af et konjunkturbarometer udarbejdet af DI.
Heri konstateres det også, at den danske træindustri taber markedsandele på nærmarkederne. I Tyskland, der er branchens største aftager af produkter, er markedsandelen faldet med ca. 75 pct. siden niveauet i 1992.
– Vi har ikke oplevet den stigning, man hører om i andre brancher. Det er afgørende for branchen, at der kommer gang i byggeriet og bolighandlen igen, hvis der skal sikres vækst og fremgang, siger Lasse Jensen, branchedirektør i Træets Arbejdsgiverforening.
Borsen.dk