Mandag er normalt yndlingsdagen for det digitale designbureau Hello Monday, men nu er fredagen blevet lidt af en favorit.
Det skyldes, at Awwwards igen i år har kåret Hello Monday som ”Agency of the Year”.
Det fejres naturligvis på det danske bureau:
– Vi ser det da helt klart som et kæmpestort og behageligt skulderklap, siger partner i Hello Monday, Anders Sønderby Jessen.
– Den anerkendelse, som Awwwards juryen og sitets brugere har valgt at give os med denne pris, glæder os virkelig. At det er andet år i træk gør bestemt ikke stoltheden mindre, fortsætter han.
Ægte brugerinvolvering
Vinderen udvælges ved, at der først har været en offentlig afstemning på awwwards.com blandt sitets brugere.
Pointene herfra føres videre til en jury bestående af repræsentanter for branchen fra hele verden, hvorefter vinderen kåres.
Awwwards er på få år blevet et af de største og mest prestigefyldte award websites. De beskriver selv deres mission, som værende at “opdage, anerkende og promovere de eksperter, som skaber unikke digitale oplevelser, der gør internettet smukkere, mere tilgængeligt, mere menneskeligt”.
På Awwwards hjemmeside skorter det ikke på lovprisningerne af det danske bureau:
– En virksomhed uden en filosofi er som et skib uden kompas. Hello Monday er bygget på den præmis, at det er muligt at skabe en kreativ legeplads frem for et produktionshus. Ligningen er enkel: Glade mennesker skaber glade, digitale oplevelser, lyder det eksempelvis.
Kunsten at skille sig ud
Hello Monday er langtfra en novice udi international hæder. Bureauet har bl.a. vundet FWA Site of the Day utallige gange. Det skete også i 2014, hvor ”The DNA Project” for den amerikanske musiker j.viewz ovenikøbet blev hædret som ”Site of the Month” i december.
Prisen som Agency of the Year ved Awwwards ser bureauet som en belønning for bureauets ambition om at skabe digitale oplevelser, der skiller sig ud på internettets uendelige hav af websites
– En award som denne motiverer os til at fortsætte med at ville sprænge rammerne og turde tage chancer. Så i dag fejrer vi os selv og tager champagnen frem på kontorerne både i Aarhus, København og New York, slutter Anders Sønderby Jessen.
Den fysiske award, som følger med titlen, uddeles på Awwwards’ konference i Barcelona d. 24.-25. februar.
Du kan læse mere om kåringen her.