Med 150.000 dagligt besøgende fra 150 lande har det danske video-site Retelly for alvor fået international opmærksomhed.
Det såkaldte kurations-site, som gik i luften for lidt over et år siden, har således accelereret antallet af unikke besøgende, da man for nyligt begyndte at gå målrettet efter de engelske internetbrugere, og efterfølgende har sitets popularitet også bredt sig viralt i USA.
Det har bl.a. medført, at trafikken på sitet er blevet 100-doblet, og 80 pct. af al trafik nu kommer udlandet.
Retelly’s hovedformål er at udvælge og vise de mest kreative og velproducerede videoer, som ligger på nettet.
Opgaven bliver varetaget af sitets globale ”editorial team”, som inddeler videoerne i forskellige kategorier og gør oplevelsen på sitet mere overskuelig.
Vi stoler ikke på algoritmer
Hele missionen er at hjælpe folk til at opdage videoer i simple, lækre og meningsfyldte omgivelser med fokus på kvalitativt. Derfor har Retelly’s designlinje og brugervenlighed på selve sitet fra begyndelse har været af højeste prioritet, så seerne netop har mulighed for at zappe mellem de forskellige kategorier, som var de kanaler fra traditionel tv.
– Trafikken og opmærksomheden har været overvældende. Ad flere omgange gik vores servere faktisk ned på grund af intensiteten af besøgende fra USA, selvom vi opgraderede den løbende. Nu er vi med igen og forberedt på forhåbentlig endnu flere besøg, fortæller Kaave Pour, der er en af initiativtagerne til Retelly.
Med flere videoer end nogensinde på nettet, bliver der behov for kuratorer, som skærer ind til benet og udvælger de bedste videoer. Blandt de mere kendte af slagsen, er tjenester som Devour, Showyou og Infinity List.
Men det stopper ikke her, for det er indtil nu, er det kun de mest fremsynede brands, som har udforsket de nye videoplatforme.
– Vi tror grundlæggende ikke på, at folk vil lade sig styre af algoritmer. Det giver bedre mening – og resultatet er jo også et helt andet, når det rent faktisk er mennesker, som står bag. Der er jo nærmest ingen tilbage, som stoler på likes eller klik, som efterhånden bedst kan betegnes som falsk varebetegnelse, konstaterer Kaave Pour.
Hos Retelly tror man, at video kun kommer til at fylde mere i fremtiden, og at man som brand ikke kan ignorere udviklingen. Retelly viser af samme årsag de bedste eksempler på brand-videoer på sitet og ønsker at åbne for muligheden af brandsponsorerede kanaler.
Store brands som Coca Cola, Vice Europe, B&O, Be On samt et større venturekapitalselskab viser interesse for Retelly og med rosende tweets fra flere kendte personligheder, bl.a. NBC vært Darren Sweeney, er der uden tvivl nogle spændende samarbejder under opsejling.