Hello Monday, et ungt grafisk designfirma fra Århus, står bag den hjemmeside, som blev valgt til bedste flash-hjemmeside af eksperterne i FWA. Hello Monday er et af de første danske bureauer, der vinder prisen.
Det er en hjemmeside hos den danske tøjvirksomhed Minus, der har trukket prisen i en afstemning blandt web-eksperter verden over. Det særlige ved hjemmesiden er det såkaldte fullscreen-mode, som gør, at man kan se tøjkollektionen i detaljer.
– Vi er meget stolte over at blive udpeget til bedste Flash-hjemmeside. Vores ide er faktisk allerede blevet en eftertragtet feature for mange af de udviklere, som arbejder med flash-teknologi. De prøver nu at kopiere os eller spørger os om råd, fortæller Jeppe Aaen fra Hello Monday og tilføjer:
– Vi arbejder med at skabe et større sammenspil mellem web og grafisk design, og samtidig prøver vi at rykke grænserne for især webdesign ved hjælp af flash-teknologi. Så det er fantastisk, når udlandet får øje på den indsats, vi gør.