En gold ø på 1,3 kvadratkilometer, der hedder Hans. Det er hovedpersonen i en konflikt mellem Canada og Danmark, der bliver kaldt ”The Whisky War”, der har stået på i 93 år.

Øen ligger i Kennedy-Strædet ud fra Grønlands norvestlige kyst, og nu er Hans også hovedperson i den nye kampagne #whiskypeace, som den danske whisky-producent Stauning Whisky står bag.

Ifølge Euroman, der omtaler konflikten, er Hans’ geografiske placering muligvis vigtig i forhold til nærliggende handelsruter, og øens undergrund kan indeholde værdifulde naturressourcer.

Men både Canada og Danmark har gjort krav på øen siden 1930’erne, og siden 1973 er det sket på en noget løjerlig facon.

På skift har soldater fra de to stridende nationer for at markere deres territorie plantet et Dannebrog eller et canadisk Maple Leaf Flag – akkompagneret af en flaske snaps eller en flaske whisky.

Konflikten går under navnet ”The Whisky War”. Og det vil det danske whisky-brand Stauning Whisky nu gøre en ende på med #whiskypeace. Folkene bag Stauning Whisky truer endda med at lukke produktionen ned, hvis ikke det lykkedes.

Markedsføring har talt med Alex Munch, medstifter af Stauning Whisky, for at blive klogere på konfliktkampagnen, som startede med nedenstående video.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger

Hvor lang tid har du kendt til konflikten mellem Danmark og Canada om øen Hans?

”Vi har kendt til den i nogle år. Vi vidste bare ikke den blev kaldt ”The Whisky War”. Det var en af vores medejere, der er helikopterpilot i flyvevåbenet, der først fortalte os om konflikten mellem Danmark og Canada og kampen mellem snaps og whisky. Vi grinede vi meget af historien – vi synes det var skidesjovt,” siger Alex Munch.

Hvordan fik I så ideen til #whiskypeace-kampagnen?

”I foråret kom vi så til at snakke om konflikten igen, og så var der én, der havde googlet det og fundet ud af, at konflikten er ongoing og bliver kaldt ”The Whisky War”. Det er godt nok vildt, tænke vi, og dykkede derfor dybere ned emnet. Vi fandt ud af, at der faktisk er tale om en reel konflikt, og det ikke bare var en hygge-hygge ting. Det daterer sig næsten 100 år tilbage, at Danmark og Canada har været i konflikt om det her lille bitte stykke land.”

Men hvad er problemet for jer i forhold til, at denne konflikt eksisterer?

”Helt ærligt, det synes vi faktisk, er for dårligt. Hvis Danmark og Canada ikke kan løse en uenighed om sådan en lille ø, hvordan kan vi så forvente, at andre lande med langt større konflikter skal kunne løse disse? Og derudover synes vi, at ordet whisky bliver taget som gidsel i den her konflikt. Der er nok negativt ladede ord om spiritus og alkohol i forvejen. Som whiskyproducenter og whiskyfolk synes vi ikke, det er hverken fedt eller fair, at whisky og krig kædes sammen.”

”Folk griner måske af det, men vi er faktisk ret alvorlige. Det er måske en lille konflikt, men vi synes faktisk, det betyder noget.”

Hvad er det konkrete mål med kampagnen?

”Det ultimative mål er at få løst konflikten om denne ø, og dermed få afsluttet Whisky-krigen. Der har senest været nedsat en politisk gruppe til at forhandle om Hans i 2018, har vi fået at vide. Man må til bords igen og finde en løsning. Det ville være topmålet af succes. Men for at komme så langt, så blive andre nødt til også at tage den her sag til sig. Så vi fokuserer p.t. på at få andre større destillerier til at melde sig under vores fane, så vi kan få gjort mest muligt opmærksom på problematikken.”

Men er det ikke synd at ødelægge en så pudsig og underfundig tradition?

”Det synes vi faktisk ikke. I vores øjne er der ikke tale om en positiv underfundighed. Og det med flaskerne er en eskalering af situationen, og det kan jo eskalere yderligere. Lige nu er det måske sjovt nok, men når isen er væk om et uvist antal år, og man let kan sejle dertil, hvilken konflikt vil så opstå? Det kan gå hen og blive ret vanskeligt. Om 10-15 år kan den her problematik være dødsensalvorligt – det kan potentielt handle om milliarder af kroner. Hellere få det løst i fred i fordragelighed nu.”

Nu hvor vi taler om penge, hvad koster den her kampagne jer?

”Vi har optaget nogle videoer, som vi har lagt ud, og vi har selv taget billeder, som er lagt op på sociale medier. Så som sådan koster det os ikke noget. Men hvis ikke vi har fået løst konflikten på verdens officielle Whisky-dag den 21. Maj, så har vi aftalt, at vi lukker produktionen på vores destilleri ned én dag.

”Det er svært at sige, hvad det kommer til at koste os, men det kan på sigt godt løbe op i 1,5 mio. kroner i tabt fortjeneste. Hvis vi kan få andre destillerier til at støtte op om en nedlukning, vil det være et kæmpe statement.”

Set i lyset af at der er en potentiel tredje verdenskrig under opsejling – jvf. konflikten mellem Ukraine og Rusland – er det så ikke lidt noget pjat at tale den her nano-konflikt mellem Canada og Danmark op?

”Vi har bestemt også tænkt tanken – om folk tage det her negativt ind. Og der har været for og imod her i egne rækker. Vi synes grundlæggende ikke, at det kan opfattes negativt at tale om fred. Men vi skal bestemt ikke underkende, at der sker langt voldsommere og mere alvorlige ting uden i verden, og der er drabelige konflikter, der slet ikke får nok fokus. Vi håber, at folk kan se, at vi ikke gør det her for at nedgøre nogen, og måske – hvis vi får løst konflikten – kan det inspirere andre til at se, at der kan findes en løsning på konflikter, hvis man går i dialog. Det er dog ikke nemt, det er jeg godt klar over.”

Hvis denne konflikt løses, tror du så det kan inspirere andre konflikt-parter ude i verden til at finde en fredelig løsning?

”Det er enormt svært at sige. Mediernes magt er enorm, og den virale effekt kan overraske i ekstrem grad. Den mindste lille ting, der sker i Sydamerika, kan påvirke hvad der sker i Rusland. Så jeg vil ikke afvise, at det kan ske, men den ligger ikke lige til højrebenet, det er helt sikkert.”