Økonomerne i landets største bank, Danske Bank, skruer ned for troen på opsvinget og spår efter en stribe nedslående økonomiske nøgletal nulvækst i danskernes forbrug i 2011. Det skriver Børsen.
Der er tale om den hidtil mest negative prognose for privatforbruget, og Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, peger på, at der skal graves i nyere økonomisk historie for at finde en tilsvarende svaghed i forbruget som nu.
– Forbrugerne er virkelig klemt i denne her krise, og det skyldes især krisen i boligmarkedet. Dansk økonomi er udfordret, siger Steen Bocian om udviklingen i forbruget, som ligger på knap 745 mia. kr. og dermed står for halvdelen af den samlede økonomiske aktivitet herhjemme.
Forventningen om nulvækst i forbruget står i skærende kontrast til bankens forventning om, at dansk økonomi i 2011 samlet set forventes at vokse med 1,4 pct. Det er højst usædvanligt, at forbruget vokser markant mindre end økonomien som helhed, og det er historisk kun sket i forbindelse med store økonomisk-politiske kriseindgreb.
Børsen