Danskerne er blevet mere tilfredse med deres bank, og for selv Danske Bank, der i en længere periode har kæmpet med sit image hos kunderne, er tendensen ved at vende.
Også selvom Danske Bank igen i år ligger på en absolut sidsteplads i en tilfredshedsmåling udført blandt danskerne.
Det viser en ny undersøgelse fra det uafhængige og ikke-kommercielle selskab Epsi, der årligt måler bankkunders tilfredshed i hele Norden.
Det er ifølge tallene igen den svenske Handelsbanken, der har de mest tilfredse kunder, mens Danske Bank altså er bundskraber. Selv om banken har mærket markante forbedringer i målingen på knap fem procentpoint blandt de private kunder, er der stadig “stor forskel” mellem Danske Bank og de øvrige banker.
Danske Banks image har blandt andet været plaget af den udskældte New Standards-kampagne og indførelsen af et gebyr for visse kunder for at have en konto i banken.
/ritzau/