Danske Bank er en af de farligste banker i Europa, viser ny forskning. Det får et politisk flertal til at kræve, at banken polstrer sig bedre mod dårlige tider.
– Vi er bevidste om den særlige betydning, Danske Bank har for Danmark, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.
Bekymringen på Christiansborg får næring af ny international forskning, der stempler Danske Bank som en af Europas særligt farlige banker. Det gør den i den forstand, at bankens størrelse og dens grænseoverskridende aktiviteter har den effekt, at problemer i banken kan rive tæppet væk under ikke blot dansk økonomi, men også under lande som Finland og Irland,
– Det behøver ikke at være et krak. Alene problemer i de her banker kan været skadelige for hjemlandet eller et af de andre lande, de har forretninger i, siger Nicolas Veron.
Han er analytiker ved den internationale tænketank Bruegel, der har udpeget Europas 18 farligste banker – heriblandt Danske Bank og Nordea. Analysen bygger på tal fra Den Europæiske Centralbank.