Dong og Arla gad ikke mere, men nu har Danske Bank sagt ja tak, og banken bliver ny hovedsponsor for fodboldlandsholdet fra årsskiftet.
Kontrakten mellem DBU og Danske Bank løber fire et halvt år, og dækker to kvalifikationsturneringer og potentielt tre slutrunder.
DBU har brugt en måned til at færdiggøre aftalen med Danske Bank, hvilket ikke mindst skyldes, at der allerede var skabt kontakt mellem de to parter i efteråret 2009, da DBU uformelt sonderede markedet i forbindelse med den sidste forlængelse med Arla og Dong Energy, lyder det i en pressemeddelelse.
– Danske Bank har toppet listen over virksomheder, som vi på et tidspunkt gerne ville have ind over hovedsponsoratet for landsholdet. Vi talte allerede sammen for to år siden, da vi sidst forlængede med Arla og Dong Energy. Det er derfor et grundigt gennemtænkt partnerskab, vi her har indgået, siger DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen.
Han betegner det som et perfekt match.
– Danske Bank og DBU er førende indenfor hver vores branche, og vi ser store muligheder i at udnytte hinandens kompetencer og platforme i arbejdet omkring selve sponsoratet. Det er vores ambition at løfte dette partnerskab til et integreret samarbejde på et helt nyt niveau, og det vil blandt andet kunne lade sig gøre, fordi Danske Bank er alene om aftalen, siger han.
Danske Bank ser, naturligvis, en klar kommerciel logik i partnerskabet.
– For os er aftalen med DBU ikke bare et logo-sponsorat. Det er et partnerskab, der er langsigtet, gensidigt og givende for begge parter. Vi tror, at vi kan lære noget af hinanden – og opnå resultater sammen. Danske Bank kan hjælpe dansk fodbold på alle niveauer til at stå stærkere – og fodbolden kan give os et endnu tættere bånd til og værdifællesskab med vores kunder. Der er en klar kommerciel logik for os i at indgå i det partnerskab, siger Tonny Thierry Andersen, CEO Danske Bank i Danmark.
Du kan læse meget mere om aftalen
her.