De danske pengeinstitutter beder nu politikerne om mere hjælp i erkendelse af, at bankerne får mere end svært ved at tilbagebetale de 198 mia. kr., som den danske stat garanterede lån for via Bankpakke II. Bag bønnen står Bent Naur, der er formand for brancheforeningen Lokale Pengeinstitutter og adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank. Han vil have den danske stat til at udsætte tilbagebetalingen af de 198 mia. kr., som forfalder i 2012 og 2013.
–Jeg synes, vi skal se på nogle pragmatiske løsninger, når tiden kommer. En løsning kunne være en forlængelse af bankgarantien – mod betaling, selvfølgelig, siger Bent Naur.
Hans reaktion kommer, efter at det står klart, at de fleste danske banker er havnet i en situation, hvor de ikke kan låne penge i udlandet.
Forklaringen er, at den danske Bankpakke III for alvor blev taget i anvendelse, da Amagerbanken krakkede. Bankpakken betød, at Amagerbanken blev overført til det statslige skraldeselskab for krakkede banker hen over en weekend, og bankens investorer og aktionærer blev efterladt med milliardtab.