Foreløbig har de største, danske banker blødt 105 mia. kr. fra 2008 og frem til i dag, og ifølge eksperter og bankerne selv stopper det ikke her. Tabet på 105 mia. kr. er i sig selv et stort tal. Det svarer til fem Storebæltsbroer. Det er imidlertid også et stort tal sammenlignet med den seneste bankkrise i begyndelsen af 1990erne. Her tabte danske banker i gennemsnit 1,5 procent af den samlede balance i årene fra 1990 til og med 1993. I 2008 og 2009 var de tilsvarende tal 0,73 procent og 1,57 procent.
Bankhistoriker og professor på Copenhagen Business School Per H. Hansen kalder tabene for store, men ikke helt så store som i 1990erne og slet ikke så store, som under krisen i 1920erne. Det er dog ikke bankernes fortjeneste, at de indtil nu »kun« har tabt 105 milliarder kroner:
– Vi har kun set det realiserede tab. Det reelle tab havde været meget større, hvis det ikke havde været for statens hjælpepakker, siger Per H. Hansen.
Berlingske Business side 1 + 4-5.